Udgivet d. 02-05-2025
Græsset står flot efter et stabilt forår, men nu gælder det om at time første slæt rigtigt. Mads Mortensen fra SAGRO Kvæg opfordrer landmænd til at kombinere det visuelle indtryk med data fra friskgræsanalyser.
Dette er en opsummering fra Mads´ indlæg i SAGRO Fredagstelefonen, som du kan finde på dette link.
Foråret har budt på næsten ideelle forhold for græsmarkerne. Mads E. Mortensen, kvægrådgiver i SAGRO, har besøgt mange kunder, og han er begejstret over udviklingen.
“Det har været fantastisk forår – mildt og egentlig bare stabilt vejr, og græsset har elsket det,” siger han.
Dog er der nu områder, hvor tørken begynder at melde sig.
“Det begynder godt at mangle lidt vand rundt omkring, men vandmaskinerne er jo trukket ud for dem, der kan det.”
Friskgræsanalyser skaber et bedre beslutningsgrundlag
På dagens tur i græsmarkerne handler det ikke kun om at bruge øjnene. Mads og hans kolleger medbringer også udstyr til at tage prøver og analysere dem med NIR-scanner.
“Vi skal ikke kun høste med øjet – vi skal også lige have noget data med,” siger han og understreger formålet:
“Det gør vi for at placere slættidspunktet så optimalt som muligt i forhold til fordøjelighed, udbytte og proteinniveau.”
Han kalder det en unik mulighed:
“Første slæt er jo altid det, vi drømmer om at få så perfekt som muligt. Det sætter sit præg på mælkeproduktionen det næste år.”
SAGRO tilbyder både at komme ud og tage prøver eller at analysere dem, hvis landmanden selv afleverer.
“I kan komme ind med prøverne selv, men vær obs på at få klippet i den rette stubhøjde, så det matcher skårlæggeren, og få lavet en repræsentativ prøve af marken.”
De første analyser indikerer, at første slæt nærmer sig.
“Jeg har lige fået en prøve ind fra det sydlige – omkring Ribe – og det ser ud til, at vi skal køre om cirka 10 dage. Sådan 10.–12. maj ligger vi optimalt i forhold til kvalitet og udbytte og timingen er afgørende.
“Hvis man strækker det for langt, så går det jo hårdt ud over proteinprocenten, i og med at der er den her fortyndingseffekt.”
En opfordring til handling
Afslutningsvis sender Mads en klar besked til landmændene:
“Få taget stilling til det, få booket og få varslet jeres maskinstation. Og så vil jeg bare ønske jer rigtig god held med græshøsten – og god arbejdslyst!”
Dette er en opsummering fra Mads´ indlæg i SAGRO Fredagstelefonen, som du kan finde på dette link.
Tilmelding til nyhedsbrev