Udgivet d. 02-07-2026
Missede du SAGROs bedriftsbesøg på Bøgeskovgaard, kan du få nogle af de vigtigste pointer med her.
I omegnen af 125 landmænd havde trodset fagets travlhed og er tirsdag aften mødt op på Bøgeskovgaard ved Brørup til en aften i mælkeproduktionens tegn. Vi er på Bøgeskovgaard af flere årsager. Dels er driftsleder Jochem Engelbertink lykkedes rigtig godt med at hæve ydelsen ved to gange malkning med sin tilgang og fodring – og dels er vi dage fra, at gårdens spritnye velfærdsstald bliver taget i brug.
Kvægrådgiver Niels Justesen fra SAGRO byder velkommen og lægger ud med tre gode nyheder. Dels bliver der åbnet for nye puljer af miljøteknologi-tilskud, og dels kan vi stadig anvende mere af gyllen hjemme via en type 2-korrektion, når fodereffektiviteten er god.
”Og endelig er mælkeprisen begyndt at sige,” siger han til publikums store begejstring, inden han deler os op i tre hold og sender os ud på vores poster.
Turen starter – for vores holds vedkommende – i Jochems næsten tomme ensilagestak, hvor Niels Justesen genopfrisker nogle håndgribelige tricks til gode foderstakke.
”En af forudsætningerne for Jochems flere liter i tanken er hans klare vej til at fodre med græs og majs. De er dygtige til at dyrke og ensilere foder, og håndteringen, når der skal ensileres, kan både gøre udbyttet værre eller bedre,” siger han og fortsætter:
”Der er potentielt rigtig mange penge at hente, hvis du bruger lidt kræfter her til sidst. At du kører en time eller to i traktor øverst på stakken, og at du under snitning tjekker op på, om arbejdet er udført ordentligt.”
Herefter kommer Niels Justesen med en fin huskeregel, du kan læse nederst i artiklen.
Jochem fremviser stolt den nye velfærdsstald, som bliver indviet inden for ganske få dage. Bøgeskovgaard er en del af FarmCompany, og Jochem fortæller, at han har haft fuld opbakning til at udføre de tanker, han har haft om stalden. De handler meget om køernes velbefindende, fortæller han.
”Vi arbejder med mindst muligt stress for dyrene, og det får vi rigtig god mulighed for her. Vi får ni køer per boks, og de bliver sammen, til de alle har kælvet. Samtidig bliver de tæt på de andre dyr og de kan hele tiden se dem. Det fungerer godt,” siger han og fortsætter:
”Vi har indrettet stalden, så én mand kan passe den, og vi håber, at vi får en mere effektiv ejendom, når den bliver taget i brug om lidt.”
Michal Troelsgaard, der er chef for grovfoder i SAGRO, fortæller de tilhørende om kvælstof, retention og mulighederne for fremtidens grovfoder. Udvaskning og majs er nemlig et dårligt match på rigtig mange jorde fremover.
”Pointen er; Jochem kan ikke beholde den markplan, han har i dag. Hvis han vil beholde harmoniarealet, må han have færre majs og mere græs. Arealet af majs vil afhænge af de virkemidler, han eventuelt vælger,” siger han og slutter:
”Jo flere majs, jo flere virkemidler – og desto dyrere bliver majsen. Hvor meget er køerne klar til at betale, før alternativer er billigere? Det spørgsmål skal snart stilles rigtig mange steder.”
Tilmelding til nyhedsbrev