Spar ikke på syren, når du crimper dit korn

Udgivet d. 04-08-2022

Bruger du siloposer, kan det ligefrem være en god ide at bruge lidt ekstra.

Det er ved at være den tid, hvor mange på kvægejendomme rundt omkring i landet skal konservere kornet. 

Det er en proces, som kræver omhu, og ikke mindst skal man være vaks ved havelågen, for som de fleste ved, skal kornet helst valses og ensileres samme dag som høst for at undgå varmedannelse. Men propionsyren, man bruger, er bestemt ikke billig.

 - Her er det altså vigtigt, at man følger opskriften. Hvis man sparer på den dyre syre, går det ud over slutproduktet, og det giver et større spild. Særligt hvis det betyder, man skal ud at købe erstatningsfoder, siger kvægrådgiver ved SAGRO Jesper Gejl Kristensen.

Nok koster syren 14-16 kr. pr. liter, men efter kornprisernes himmelflugt, er det ikke på propionsyren, at man vinder noget ved at spare. 

- Og så skal man være omhyggelig med at få valset kornet grundigt. Der må ikke være hele korn tilbage, for det giver nogle udfordringer ved fodring, hvor koen ikke kan udnytte kornet, siger han.

Der er også nogle, der venter med at valse kornet, indtil man skal bruge det, og det afhænger selvfølgelig af arbejdsgangen på bedriften og en masse andre forhold. 

 - Men det, der taler for crimpning, er rationalitet ved at gøre det hele på en gang uden yderligere behandling før fodring, siger han.

Opbevaringstips

Både før, under og efter crimpning skal kornet ligge et plant sted uden græs, rester fra anden ensilering eller sten. Og herefter er det tid til ensilering, og det kan man gøre i f.eks. plansilo eller siloposer. 

Som det er ved al ensileret foder, skal man mindske overfladearealet, som kommer i kontakt med luftens ilt.

 - Derfor vil jeg anbefale, at man bruger en ret smal plansilo. Man skal gerne bruge mindst 10-20 cm af stakken hver dag, så man undgår spild fra varmeudvikling, siger Jesper Gejl Kristensen.

Ikke alle har en smal silo, og derfor er der mange, som bruger siloposer. De kan være et godt alternativ til kornopbevaring, hvis man vil undgå at have kornet til foderstoffirmaet, eller hvis kornet ikke er lagerfast.

Når kornet kommer i siloposen, skal man også her være omhyggelig; særligt når man lukker den. 

 - Det kan være en god ide at tilsætte lidt ekstra syre til det korn, som ligger yderst i posen. En til to liter pr. ton er en passende mængde, siger han. 

Høsten ser “ok” ud

En ting er, hvordan man behandler sit korn. En anden er selve mængden. Så hvordan ser høstprognosen ud? 

 - Jeg kender ikke det overordnede billede. Men de landmænd, som jeg har talt med, har heldigvis været ganske godt tilfredse, også hvad angår majs. Jeg håber inderligt, det er det samme på landsplan, siger Jesper Gejl Kristensen.

Kontakt os

Få et godt råd fra en rådgiver

Jesper Gejl Kristensen Jesper Gejl Kristensen Kvægrådgiver 96 29 68 43 21 36 48 09


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere