Unikt græsningsprojekt sikrer naturen og dansk luksus oksekød

Udgivet d. 21-03-2023

Opsætning af en ny hegnslinje langs Storåen er i fuld gang, hvor hele 154 hektar naturarealer kommer til at indgå i et stort græsningsprojekt.

- Det er et helt unikt projekt. Mig bekendt har vi ikke tidligere haft projekter af denne størrelse i Danmark, hvor det er dyreholderne der har taget initiativet.

Sådan udtaler Rasmus Filsø Løbner, der er natur- og vildtrådgiver hos SAGRO, om et nyt stort projekt, der netop er skudt i gang langs Storå i kommunerne Ikast-Brande og Herning.

- Projektet er blevet til i et rigtig godt samarbejde med 39 lodsejer langs storåen. Lodsejerne kunne se ideen med at gøre noget godt for naturen, og på samme tid producere godt oksekød, siger dyrholder Henrik Obling fra Oblings gårdbutik. En holdning han deler med Karsten Willumsen, fra Kjargaarden.

Der bliver opsat godt 31 km hegn langs åen, med et samlet areal på 154 hektar.

Naturplejen er så småt gået i gang med dexter-kvæg fra Oblings Gårdbutik, og når foråret kommer, og græsset gror mere, kommer der kødkvægskrydsningskvier fra Kjargaarden og hjælper til med naturplejen.

Giver naturen en hånd
Et spørgsmål man tit støder på, når snakken falder på afgræsning, er: Den bedste natur og biodiversitet må da være at finde, når naturen bare passer sig selv. Hvorfor skal kreaturerne blandes ind i det? 

- Hvis naturen bare får lov at passe sig selv, er der enkelte arter, der vil klare sig rigtig godt. Men hvis kreaturet kommer forbi i ny og næ og nipper til græsset og holder det hele lidt nede, så bliver der plads til en langt bredere flora og fauna og dermed mulighed for at mange flere planter, insekter og fugle som trives i området, siger Rasmus Filsø Løbner.

Et godt samarbejde
Ud over at de 39 lodsejer kan se ideen i projektet, kunne projektet ikke gennemføres uden støtte fra Ikast-Brande kommune og 15. Juni Fonden, som støtter projektet da de ønsker at understøtte bedre biodiversitet og natur langs Storåen.

Naturvandring og smagsprøver til sommer
Der bliver arrangeret åbent hus og naturvandring til sommer hvor der også vil være smagsprøver på det gode oksekød der kommer ud af projektet

Projektet vil blive fulgt i tæt samarbejde mellem Kjargaarden, Oblings Gårdbutik, 15. Juni Fonden, Herning Kommune, Ikast-Brande Kommune og SAGRO.


Tilmelding til nyhedsbrev


Samarbejdspartnere