Udgivet d. 14-11-2025
Fra det nye år, vil ændringen af personskatteloven for alvor slå igennem. Topskatten som vi kender den i dag bliver ændret.
Fra det nye år vil ændringen af personskatteloven for alvor slå igennem. Topskatten, som vi kender den i dag, bliver ændret. Fremover skal vi forholde os til mellemskat, topskat og toptopskat.
Topskatten, som vi kender den i dag, udgør en ekstra skat på 15 %, der bliver beregnet af den del af den personlige indkomst, der overstiger 611.800 kr. efter AM-bidrag (2025-grænse). For indkomståret 2026 bliver topskatten delt op i 3 forskellige skatter.
Skatteloftet ændres også for indkomståret 2026, således at det fremover kun omfatter kommuneskat, bundskat og mellemskat. Skatteloftet på personlig indkomst bliver 44,57 %. Lægges topskatten og toptopskatten oveni, bliver skatteloftet 57,07 %. Skatteloftet indeholder ikke kirkeskat eller arbejdsmarkedsbidrag.
Skatteloftet for kapitalindkomst er uændret på 42 %, hvorfor indførelsen af mellemskat og toptopskat ikke vil påvirke beskatningen af kapitalindkomst.
Konkret vil indførelsen af mellemskat medføre en skattelempelse på 7,5 % for den del af indkomsten, der ligger mellem 641.200 kr. – 777.900 kr. sammenlignet med topskatten i dag på 15 %. For indkomster mellem 777.900 kr. – 2.592.700 kr. vil beskatningen være uændret. For indkomster over 2.592.700 kr. vil der være tale om en forøgelse af marginalskatten på 5 % i forhold til de nuværende regler.
Arbejdsmarkedsbidrag for børn og unge
Det er ikke kun ændringen af topskatten, der træder i kraft, når vi går ind i 2026. Børn og unge slipper fremover for at betale arbejdsmarkedsbidraget på 8 % af deres løn. Fritagelsen gælder til og med den 31. december i det år, hvor barnet fylder 17 år. Fritagelsen for betaling af arbejdsmarkedsbidrag skal sammenholdes med, at personfradraget for personer under 18 år i 2023 blev forhøjet, således at der ikke længere er forskel på børn og voksne. Personfradraget bliver i 2026 54.100 kr.
Hvis man som forældre driver erhvervsvirksomhed, er der fradrag for løn til ens børn, hvis barnet er fyldt 15 år ved indkomstårets begyndelse.
Tilmelding til nyhedsbrev