Årets alternative svinekongres delte masser af ”Viden på tværs”

Udgivet d. 20-10-2020

SAGRO i Billund lagde tirsdag den 20. oktober hus til ”Viden på tværs”, afløseren for dette års svinekongres. Mange fulgte med hjemmefra.

I yderligere fem byer var et mindre antal producenter, rådgivere og andre branchefolk samlet til årsmøde og faglige foredrag, mens langt de fleste fulgte med hjemmefra via livestreaming.

Hos SAGRO i Billund sad deltagerne med behørig corona-afstand og fulgte med i såvel begivenhederne i salen som live-reportager fra forskellige andre steder i landet.

Dagens medvært i Billund var Søren Søndergaard, der udover at være svineproducent og formand for SAGROs bestyrelse også er næstformand i Landbrug & Fødevarer Svineproduktion - og i øvrigt formandskandidat til Landbrug & Fødevarer.

Formiddagen bød på en livlig fælles debat på tværs af landet om branchens aktuelle emner, mål, resultater og udfordringer. 

Eftermiddag med fagligt indhold
På programmet i Billund var desuden tre faglige indlæg. I det første fortalte svineproducent Mette Hjort, Dalhus, og Vivi Aarestrup Moustsen, chefforsker ved SEGES Svineproduktion, om arbejdet med at få søer til at fravænne 13 eller flere grise af god kvalitet.

Herefter overtog Margit Skovbjerg, der er product portfolio manager ved SEGES, for at fortælle om det fordelagtige ved at benytte Dashboard i det daglige arbejde. Med sig på scenen havde hun svineproducent og formand for Jysk Landbrug, H.C. Gæmelke, og svineproducent Niels Olesen, der begge er Dashboard-brugere. 

- Jeg kunne godt tænke mig at undgå tvivlen i forhold til at ramme budgetterne og have mere styr på tallene løbende, lød det fra H.C. Gæmelke, der talte ud fra sine egne erfaringer som ny bruger af dashboard.

Dagens sidste indlæg stod Hans Roust Thysen, klimachef hos SEGES, for. Under overskriften ”Fup og fakta om klima og bæredygtighed” belyste han dansk landbrugs påvirkning af klimaet og kom med bud på, hvad svineproducenterne kan gøre for at være på forkant med klimamålene. 

Herefter stod den på hotdogs og mere tid til at netværke.

De efterfølgende tre eftermiddage - fra den 21. - 23. oktober - fortsætter Viden på tværs. Her kan de tilmeldte deltagere hjemmefra vælge mellem 15 forskellige webinarer omhandlende alt fra foder, driftsoptimering, økonomi og sundhed.

SAGRO og SvineRådgivningen var med til at sponsorere arrangementet - blandt andet med en goodiebag.

H.C. Gæmelke fortalte om at være ny bruger af Dashboard.

Hvorfor er du med i dag?

Søren Hansen, svineproducent med søer, fra Christiansfeld: - Jeg har været med til den årlige svinekonference i mange år, så det skulle jeg selvfølgelig også i år. Trods lidt tekniske udfordringer synes jeg, set-uppet fungerer fint. Jeg er især spændt på, om der kommer mere om, hvad man har sat i gang som afløser for den politiske handlingsplan, der udløber i år.

Elisa Hansen og Sandra Thomsen, faremarksansvarlige på Greensgaard ved Give: - Da vi arbejder med frilandsgrise, er vi særligt kommet her i dag for at høre det faglige indlæg ”Søer med 14 patter kan også fravænne 15 grise”. Det ser vi meget frem til. Vi sætter også pris på at blive opdateret generelt, og måden at afholde arrangementet på, ser jo heldigvis ud til at fungere efter planen.

Morten Fjord og Patrick Madsen, elever på Grindsted Landbrugsskole: - Vi er her sammen med vores underviser for at blive klogere på, hvad der rører sig i branchen. Vi håber især at høre mere om de rumænske arbejdere, som vi har hørt, er på vej hertil for at hjælpe med aflivningen af de mange mink. De udgør en potentiel risiko i forhold til svinepest.


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Tilmeld dig vores nyhedsbrev!

Hold dig opdateret med SAGROs nyhedsbrev.
Du får information om præcis de emner, der interesserer dig.

Hvad siger du ja til?
Jeg ønsker ikke at se denne popup længere