Gode input i workshop om en mere bæredygtig griseproduktion

Udgivet d. 10-06-2021

I Samarbejde med Tænketanken Frej afholdte SAGRO mandag en workshop for 25 landmænd, hvor en mere bæredygtig griseproduktion skulle diskuteres.

I Danmark producerer vi mere end 30 mio. grise om året, og der var netop denne “flok”, der blev diskuteret til workshoppen med 25 landmænd fra SAGROs Landboorganisationer. Gennem en række mindre sessioner i løbet af dagen, skulle landmændene komme med løsningsforslag på hvordan klima, miljø og biodiversitet, samt dyrevelfærd kan forenes således, at griseproduktionen i Danmark fortsat kan legitimeres og være en god forretning for både landmanden og klimaet. 

En af de deltagende landmænd var Sven Agergaard, der også er formand for SAGRO.

- Vi er verdensmestre i at producere grise her i Danmark, og derfor har vi også et ansvar i primærproduktionen. Jeg tror helt sikkert, vi har en stor fremtid. Vi er langt foran vores konkurrenter ude i verden, og vi er så innovative, at vi nok skal finde en løsning, siger han.

Med på sidelinjen var Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen, der også deltog i workshoppen i løbet af dagen. Han fremhævede vigtigheden af, at landmændene mødes på denne måde og forsøger at komme frem til en løsning på, hvordan man ikke bare gør landbruget mere bæredygtigt, og ikke mindst opnår opbakning blandt danskerne.

Ulla Bækman, der er Politisk Chef hos SAGRO, deltog også i mødet, og hun er godt tilfreds med workshoppen. 

- Tænketanken Frej kommer med et godt kreativt koncept, hvor man vender politikken lidt på hovedet, og det fungerede rigtig godt. Selvfølgelig står man ikke tilbage med den forkromede plan efter en enkelt workshop, men landmændene var meget engagerede og der kom mange spændende ting i spil. Der er helt sikker noget, der kan arbejdes videre med, siger Ulla Bækman.

Laura Have Hoffmann, der er Projektleder og frivilligkoordinator i Tænketanken Frej mener ligeledes, at det er vigtigt at landmændene viser initiativet til selv at løse udfordringen, for på den måde at skabe opbakning til erhvervets berettigelse i fremtiden.  

- Og hvem er bedre til at finde løsninger end dem, der arbejder med det hver dag? Derfor var det også virkelig positivt, at så mange landmænd tog tid ud af deres travle kalendere for at tage fremtiden i egne hænder og komme med løsninger på udfordringerne - og der kom mange gode. Vi samler alle forslagene, og så overleverer vi dem til alle de relevante politikere ved et stormøde på den anden side af sommerferien. Så vi er langt fra færdige, for nu skal løsningerne ud at leve, siger hun. 


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Tilmeld dig vores nyhedsbrev!

Hold dig opdateret med SAGROs nyhedsbrev.
Du får information om præcis de emner, der interesserer dig.

Hvad siger du ja til?
Jeg ønsker ikke at se denne popup længere