Har du husket dine jordprøver?

Udgivet d. 03-11-2022

Mange undervurderer vigtigheden af regelmæssigt at få lavet jordprøver. Det kan koste udbytte.

Hvert år tager SAGROs jordprøveteam intet mindre end 30.000 prøver rundt omkring i hele SAGRO-land. Men selv om det kan lyde af meget, er det rent faktisk en smule for lidt.

- Jeg har flere gange været ude ved landmænd, som måske ikke lige får det gjort, fordi man har tusind andre ting, man også skal. Men det er nu, der er tid til og mulighed for at få det gjort. Det beløb, som prøverne koster, får man igen mange gange i udbytte, siger Erik Kjeldsen, der er planterådgiver i SAGRO.

Får man ikke kalket jorden, ender den ofte med et for lavt reaktionstal, hvilket påvirker væksten i negativ grad forskellige steder i marken. 

- Nogle gange kan man ligefrem se de områder i marken, hvor jordens pH-værdi er for lav, når man sidder i mejetærskeren. Kornet står ganske enkelt meget lavere, og det er ofte, fordi man ikke har husket at få taget jordprøver og efterfølgende kalket jorden. Vi anbefaler, at man som minimum får gjort det hvert femte år, siger han.

Hvordan gør man? 

Selve proceduren er meget enkel. SAGRO tager et antal stik til en jordprøve i forudbestemte punkter. Der udtages 1 jordprøve for hver halve eller hele hektar, som logges sammen med gps-koordinater.

Ved hjælp af avancerede regneprogrammer bliver analyseresultaterne efterfølgende omsat til et relativt fintmasket billede af markens reaktions-, fosfor-, kalium- og magnesiumtal. Til slut laves der et digitalt tildelingskort til kalk, som nemt overføres til en gps-styret kalkspreder.

- Præcisionslandbrug kommer ind alle steder. Jeg forudser, at den her metode vil blive mere og mere udbredt. For det er bare ikke nøjagtigt nok at give en mark den samme mængde kalk i alle områder, siger Erik Kjeldsen.

Det optimale reaktionstal afhænger af flere ting, bl.a. jordtypen og afgrøden. Som tommelfingerregel kan man bruge, at reaktionstal på 6,0 er nok, når vi har at gøre med de lettere jordtyper. For "mellemjorder" og opefter skal reaktionstallet helst ligge mellem 6,2 og helt op til 7,0.

Men indholdet af humus spiller også ind. Er det under 1,5 %, anbefales det at lægge 0,2 enheder til det optimale reaktionstal. Er indholdet af organisk stof højt, det vil sige højere end 3,5 %, trækker man 0,2 enheder fra det optimale reaktionstal. 

- Humusindhold, afgrøde- og jordtype er alle noget, vores apparatur automatisk tager højde for, når vi udregner det optimale reaktionstal for områderne i marken, siger han.

Kontakt os

Få et godt råd fra en rådgiver

Erik Kjeldsen Erik Kjeldsen Planterådgiver 96 29 69 13 20 31 23 24


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere