Politianmeldt for manglende jordprøver?

Udgivet d. 11-04-2017

Jordprøver skal tages hvert 4. år (ved kvægundtagelsesreglerne for 2,3 DE), men domstolene har fastslået, at prøverne dækker fire planår BAGUD - aldrig for de efterfølgende år.

Af advokat Ellen Marie Kaae (H), TELLUS Advokater, tlf. 76 60 23 30.

Kvægbrug kan benytte reglen om udbringelse af husdyrgødning og afgasset vegetabilsk biomasse svarende til 2,3 dyreenheder pr. ha., hvis en række betingelser er opfyldt.

En af betingelserne er, at der mindst hvert 4. år (tidligere hvert 3. år) skal udtages en jordprøve for hver 5 ha omdriftsareal.

Der har været tvivl om, hvordan 4-årsperioden skal beregnes, hvis der mangler jordprøver. Naturerhvervstyrelsen (nu Landbrugs- og Fiskeristyrelsen) har hidtil anset det som en overtrædelse af reglerne for de år, som lå efter den manglende prøveudtagning. Med andre ord: en prøvetagning gælder for de år, som kommer efter prøven.

Domstolene har nu præciseret og fortolket reglerne sådan, at en prøvetagning gælder for det planår, den er taget i, og de 3 (tidligere 2) forudgående planår – altså de år, som ligger før prøveudtagningen.

Kontakt din planterådgiver eller TELLUS Advokater, hvis du har problemer med myndighederne i relation til harmonireglerne.

Det betyder, at der ikke kan foreligge en overtrædelse i planperioder, som ligger inden for 4 år før en korrekt udtaget prøve, ligesom der ikke kan foreligge en overtrædelse for planår, hvor landmanden endnu kan nå at få taget prøver, som dækker perioden.
Lidt indviklet - men prøv at se disse to eksempler:

Eksempel 1:

En landmand havde fået udtaget korrekte prøver i 2006 og 2012, men havde glemt prøveudtagning i 2009. Han havde kontrol i 2013, hvor styrelsen fandt, at der forelå en overtrædelse af harmoniregler for året 2010/2011 på grund af den manglende prøve for 2009. Landmanden blev politianmeldt. Under straffesagen fastslog Vestre Landsret, at myndighederne ikke under et kontrolbesøg i 2013 kunne kræve, at en prøveudtagning, som skulle dække 2010/11, var udtaget inden udløbet af denne planperiode. Den prøve, som var udtaget i 2012, dækkede planperioderne 2011/12, 2010/11 og 2009/10. Den manglende prøveudtagning i 2009 kunne være sanktioneret som en overtrædelse af reglerne i 2008/09 og de 2 forudgående år, hvis myndighederne havde foretaget en rettidig kontrol af disse år.

Eksempel 2:

En landmand fik udtaget prøver i 2012, hvor der manglede 2 prøver i forhold til omdriftsarealet. Han havde kontrolbesøg i 2015, hvorefter han blev politianmeldt for overtrædelse af harmonireglerne for planperioden 2013/14. I april 2016 fik han udtaget korrekt antal prøver. Få dage inden sagen skulle i retten i oktober 2016 opgav politiet anklagen, fordi de korrekt udtagne prøver i 2016 dækkede 4 planår tilbage, herunder perioden 2013/14.  De manglende prøver i 2012 vedrørte de forudgående 4 planår, hvor der ikke var foretaget rettidig kontrol fra myndighedernes side.

FAKTA

Ny dom slår fast, at der ikke kan foreligge en overtrædelse i planperioder, som ligger inden for 4 år FØR en korrekt udtaget prøve, ligesom der ikke kan foreligge en overtrædelse for planår, hvor landmanden endnu kan nå at få taget prøver, som dækker perioden.


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere