Kom til klimadage hos SAGRO

Udgivet d. 03-01-2023

Hvordan holder du styr på dit klimaaftryk? Og hvad virker på din bedrift? Kom til en gratis dag med fuld forplejning og bliv klogere på din bedrifts klimaaftryk.

Alle landmænd skal de kommende år gøre en ekstra indsats for at sikre et lavere klimaaftryk fra landbrugsproduktionen. Men hvordan holder du styr på dit klimaaftryk? Og hvad virker på din bedrift? Hjælpen kommer i form af klimaværktøjet ESGreen Tool, som kan beregne klimaaftrykket på din bedrift og understøtte dine valg af klimatiltag.

SAGRO og SEGES Innovation glæder sig til at byde velkommen til klimadage i Billund og Aulum, hvor du kan få masser af inspiration og konkret vejledning i, hvordan du kan arbejde med at sænke klimaaftrykket på din egen bedrift. Klimadag hos SAGRO har til formål at give dig mulighed for at beregne din drivhusgasudledning og få en aktuel status på dit klimaaftryk på bedriftsniveau og senere helt ned på produktniveau.

 - Helt konkret kan man få beregnet klimaaftrykket for ens egen bedrift. For mange kan det være lidt af en øjenåbner, siger klima- og bæredygtighedsrådgiver hos SAGRO Rasmus Gøther Frost.

Derudover vil man få en introduktion til den generelle klimadagsorden og en forståelse for de forskellige udtryk, der bliver brugt i flæng, så som "CO2-ævkivalent" og "ESG".

- Man kan lige så godt komme i gang med at lære om det, da det i fremtiden er en vigtig konkurrenceparameter. Og snart er det et krav fra flere steder, at man kender sit klimaaftryk og handler på at nedbringe det, siger Rasmus Gøther Frost.

Bag Klimadag står SEGES, SAGRO og SAGROs ejerforeninger, og udover at møde nogle Danmarks fremmeste rådgivere inden for klima og miljø fra SAGRO, kan man også møde eksperter fra SEGES og Nykredit.

Det er gratis at deltage, og du får rig mulighed for at netværke med dine kollegaer i området, og du vil kunne få personlig sparring hos din kendte rådgiver.

Klimadag afholdes i Billund den 18. januar og i Aulum den 31. januar. Ved at klikke på enten Billund eller Aulum, bliver du ledt til den rette begivenheds omtale. 

Det er gratis at deltage, og der vil være fuld forplejning hele dagen. 


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere