Konsekvenserne kommer – men valgkampen er heldigvis slut

Udgivet d. 27-03-2026

En kort – og for vores fag urimeligt hård – valgkamp er heldigvis overstået, og nu må vi se, hvordan brikkerne lander.

Om den skingre overbudspolitik rent faktisk bliver udført, når stemmerne er sikret, og de får regnet på prisen, må vi så se.

Den tid, den sorg, fristes jeg til at sige.

Fra min stol har det her været en helt ekstremt visionsløs og harsk valgkamp, og vi må godt nok erkende, at vi efterhånden har få venner tilbage i toppen af dansk politik.

Der har i hvert fald været mange, som har hevet billige stik hjem ved at råbe om drikkevand og dyrevelfærd – som om vi i landbruget ønsker dyremishandling og giftigt drikkevand. Det har været nærmest gratis at fremføre luksusholdninger, og det har været beskæmmende at lytte til. Jeg har godt nok været ked af det på vegne af vores hårdtarbejdende kunder – og alle os i følgeerhvervene, for den sags skyld.

 

 

Landbruget har været syndebuk, og ingen har gidet ulejlige sig med det enorme arbejde, der er lagt i Den grønne trepart, hvor stort set hele erhvervet har udvist en kæmpe velvilje. Ingen har gidet ulejlige sig med, at vores landmænd producerer inden for de politisk udstukne regler – og målrettet de selvsamme vælgeres efterspørgsel.

Jeg forstår godt, hvis I er trætte – for det er jeg godt nok også.

I ly af det store fokus på landbruget har der heller ikke været fremlagt visioner for Danmark eller tanker om, hvad vi skal leve af. Hvad med rammevilkår for erhvervslivet, NATO, geopolitikken, AI og arbejdspladser, vores unges mistrivsel, techgiganternes dominans, folkesundheden og folkeskolen?

Det har stået i skyggen af det arbejde, I hver dag udfører i rigtig mange timer. Jeg er ked af, at I har skulle lægge ryg til det her, helt oprigtigt.

Uanset hvad der sker, og hvem der trækker sig sejrrige ud af forhandlingerne på Christiansborg, lover jeg dog, at vi i SAGRO og vores ejerforeninger gør alt, hvad vi kan for at støtte op om jer, finde nye veje fremad og nytænke erhvervet.

Tak for jeres hårde arbejde.

Torben Jensen, adm. direktør, SAGRO.


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere