Udgivet d. 23-09-2024
Det er nu, du skal have majsmarkerne høstet, hvis det ikke allerede er sket, og så er det også tid til at få næste års markplan på plads. Og her skal du vælge dine majssorter omhyggeligt. Sådan lyder opfordringen fra kvægrådgiver Mads Mortensen i SAGROs podcast Fredagstelefonen.
Det er majs, der lige nu er i fokus mange steder. Både årets høst og forberedelserne til næste år.
- Hvis du ikke allerede er færdig med majshøsten, så er det altså lige nu. De modner af, fordi de mangler kvælstof, og vi kan ikke risikere, at de visner. Så bliver de til fyld i stedet for foder. Så få kigget til majsmarken og send gerne en tørstofanalyse til os, hvis du vil have sparring på, hvornår de er klar til høst.
Sådan siger kvægrådgiver Mads Mortensen i den seneste udgave af SAGROs podcast Fredagstelefonen.
Og han har en opfordring, der også handler om majs, nemlig den, der skal blive til næste års høst.
- Firmaerne er allerede nu på banen med majs-udsæd, og vælg nu den bedste genetik til næste års markplan, så du sikrer en god majshøst. Lad være med at falde for billige sorter, vælg de sorter, der har været med i landsforsøgene nogle år, og som har bevist, at de kan klare sig under forskellige vilkår. For vi ved, at vilkårene ændrer sig år for år – næste år har vi måske tørke at kæmpe med, siger Mads Mortensen.
Han advarer ikke kun mod de billige sorter – også de blandede sorter bør man holde sig fra:
- Der er blandede sorter af majs på markedet, og hvor det kan være meget godt med korn og for økologerne, så støtter blandede sorter ikke hinanden i forhold til dyrkningen, når det kommer til majs. Firmaerne betegner det som ”en sikkerhed for din avl” – men lad være med at gå den vej. Det er typisk en god sort blandet med gamle sorter som Ambition eller Wizard, der har været på markedet i tyve år. Vi går jo heller ikke ud og inseminerer vores ko med en gammel tyr – så vælg gode, velafprøvede sorter og den nyeste genetik, så du sikrer den bedste avl til næste års fodring, lyder opfordringen fra Mads Mortensen.
Tilmelding til nyhedsbrev