Vandplaner og rekruttering til erhvervet er blandt de største udfordringer lige nu

Udgivet d. 17-03-2021

Jysk Landbrug vil arbejde for at få faglighed bragt ind i drøftelserne om Vandplan 3. Også arbejdet med at få flere unge til at gå ind i landbrugserhvervet er i fokus. Det berettede formanden på årets generalforsamling.

Jysk Landbrug sendte live via Zoom. Her er det næstformand Anders Stensgaard, der var aftenens ordstyrer, sammen med formand H.C. Gæmelke.

Generalforsamlingen i Jysk Landbrug foregik igen i år digitalt - denne gang med live-sending fra ”Studie 1” i kælderen hos SAGRO i Billund.

Trods de særlige arbejdsbetingelser med nedlukninger og aflysninger har foreningen involveret sig i en lang række landbrugspolitiske emner i løbet af det seneste år.

- Vi arbejder med rigtig mange ting. Et af de punkter, hvor der ligger et stort stykke arbejde foran os, er Vandplan 3. Her vil vi bringe faglighed ind i drøftelserne. Vi mener simpelthen, at 30 års miljøindsats har slået fejl, hvis man kun fokuserer på landbruget i bestræbelserne på at reducere kvælstofudledningen, lød det fra formand H.C. Gæmelke.

Beregningerne viser, at der i Jysk Landbrugs område vil være landbrug, der skal braklægge mere end en tredjedel af arealet. Ved eksempelvis Ringkøbing Fjord svarer meromkostningen på enkelte bedrifter til 1320 kr. per hektar eller mere.

- Det fjerner jo grundlaget for bedriften. Jeg har svært ved at forstå, hvis ikke man synes, at disse beregninger er væsentlige, sagde H.C. Gæmelke.

Han kunne samtidig konstatere, at ”de laveste frugter” allerede er plukket.

- Meget skal dæmpes ved kollektive virkemidler: lavbundsarealer, minivådområder, multifunktionel jordfordeling mm. Og så tror vi stadigvæk på, at blandt andet biogas og pyrolyseanlæg kan være løftestænger på klimaområdet.

I forhold til urenset spildevand og ”overløbshændelser” har foreningen den holdning, at hvis landmændene skal indberette, bør kommunerne også gøre det for at få et mere retvisende billede af kvælstofudledningen.

Uddannelsesvision om flere dygtige landmænd
Et andet emne, formanden bragte op i sin beretning, er det kæmpestore generationsskifte, der venter forude i dansk landbrug. Også i Jysk Landbrug kan det aflæses ud fra medlemmernes gennemsnitsalder, der er 62,3 år.

Hvor mange af dine børn blev landmand? Hvor mange af dine børn vil være landmand? Hvis de ikke er eller bliver landmand, hvorfor så ikke?

Sådan spurgte H.C. Gæmelke de omkring 55 deltagende medlemmer for at give forståelsen af udfordringerne med rekruttering af nye landmænd.

- Vi skal måske til at tænke nyt i forhold til praktikpladser. Måske vil det være en god idé at samle flere unge på ét sted, så man eksempelvis ikke skal snakke engelsk. Det er i det hele taget vigtigt at skabe et godt arbejdsklima hjemme på bedriften. Vi tror på, at det er en god start, at Landbrug & Fødevarer og landbrugsskolerne har sat sig sammen for at finde frem til nye, gode rekrutteringsløsninger.

Til spørgsmålet om, hvad foreningen kan vinde mest på, lød vurderingen fra formanden, at det nok er vandplanerne. - Men udadtil bliver det klimareformen, bemærkede han.

SAGROs administrerende direktør, Torben Jensen, gennemgik det reviderede regnskab for rådgivningsvirksomheden. Det kan du læse meget mere om her.

Foreningssekretær og politisk chef ved SAGRO, Ulla Bækman, gennemgik foreningens regnskab. Årets resultat blev knap 3,9 mio. kr.

Ordstyrer og næstformand Anders Stensgaard i samtale med gæstetaler Søren Søndergaard

Nyt kvindeligt bestyrelsesmedlem
Søren Søndergaard og Tage Schmidt modtog ikke genvalg til bestyrelsen. I stedet opstillede Anne Marie Kragsig Pedersen fra Brande og Jakob Jessen fra Holsted, som begge blev valgt ind.

Dermed har Jysk Landbrug fået sit første kvindelige bestyrelsesmedlem. 43-årige Anne Marie Kragsig Pedersen er – udover at være medhjælpende hustru på en bedrift med en økologisk kvægbesætning - meget politisk aktiv.

Ligeledes er Jakob Jessen en alsidig person, der på sin kvæggård også har fået etableret bed & breakfast. De to nye bestyrelsesmedlemmer vil blive nærmere præsenteret i den kommende tid.

Som ny suppleant blev Henrik Bovbjerg valgt. Han fortsætter desuden som repræsentant i SAGROs faggruppe ”Gris”.

I faggruppen ”Kvæg” fortsætter Peder Kragsig, i ”Økonomi” fortsætter Nicolai Pedersen, og i ”Planter” afløser afgående bestyrelsesmedlem Tage Schmidt i år Lars F. Hansen.

Årets gæstetaler var Søren Søndergaard, formand for Landbrug & Fødevarer. - Jeg er tilhænger af ordentlighed. Jeg kan ikke ha’, hvis ikke vi som erhverv bliver behandlet ordentlig, startede han med at slå fast.

Vi skal handle klogt
Årets gæstetaler var det afgående bestyrelsesmedlem Søren Søndergaard, der med sin formandspost for Landbrug & Fødevarer må siges at være kommet helt tæt på det politiske liv på Christiansborg og Axelborg.

I forhold til de landbrugspolitiske problemstillinger, Danmark står overfor, mener han, det er vigtigt, at vi har internationalt udsyn:

- Vi er dybt afhængige af, at kunne afsætte vores varer og skaffe arbejdskraft og ny viden.

Søren Søndergaard kom også med en aktuel politisk status:

- Corona har fyldt meget. Det begynder at være problematisk for flere politikere, at der ikke er blevet leveret på flere områder. Der er særligt tre områder, hvor de ønsker at lande aftaler. Det drejer sig om klimaområdet, forpligtigelser i vandrammedirektivet og cap-reformen.

Selv om der ifølge formanden ”er masser af dårlige ideer på bordet lige nu”, ser han lyst på fremtiden.

- Vi skal have nogle gode ideer på bordet, hvor fokus er på at udvikle erhvervet – ikke afvikle det. Hvis vi gør det klogt, kommer vi til at stå stærkt i dansk landbrug om nogle år.

Som tak for næsten 25 års indsats i bestyrelsen fik afgående bestyrelsesmedlem Tage Schmidt (t.v.) overrakt en buket af formanden.


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere