Fremtidens landmænd fik indspark til karriereplanerne

Udgivet d. 11-11-2020

SAGRO og samarbejdspartnere gav godt 100 unge fif til deres karriere

Fremtidens landmænd fik indspark til karrieplanerne

Unge fra landbrugsskoler i hele landet satte tirsdag den 10. november hinanden stævne til temadagen ”Har du styr på din karriere?”. 

I år var arrangementet af corona-hensyn flyttet til Vingsted Hotel & Konferencecenter, hvor der var god plads til de ca. 110 produktionsleder-studerende. Derudover fulgte 50-60 med virtuelt. Trods de særlige omstændigheder blev der også lejlighed til at netværke i løbet af dagen.

Temadagen bliver afholdt af LandboUngdom og SAGRO, og udover at styrke de kommende landmænds netværk er tanken bag at sætte fokus på det at lægge en karriereplan. Faktum er nemlig, at mange unge i landbrugsuddannelsen ikke laver en karriereplan. Det betyder blandt andet, at de ikke får overvejet, hvilke kompetencer det kræver, hvis de skal være selvstændige eller ansat som driftsleder i en bedrift, og de får heller ikke tænkt over, hvilke helt andre retninger, deres karriere også kan bevæge sig i.

- Husk at forny dig. Jeg tror på, at livslang arbejdsglæde udspringer af livslang udvikling - i stort og småt, lød det fra SAGROs virksomhedsrådgiver Bo Kær Pedersen, da han indledningsvis kom med input til, hvordan de unge bedst bruger en karriereplan for at sikre, at de er bevidste om, hvor de gerne vil hen, og hvilke ønsker de kunne have til deres arbejdsplads.

Altid drømt om at blive selvstændig
Flere af dagens foredragsholdere gav et personligt indblik i, hvordan deres karriere er forløbet hidtil, hvilke bump på vejen, de har mødt, og hvilke drejninger deres karriere pludselig har taget. Det hele fortalt og præsenteret primært af andre unge landmænd og dermed i øjenhøjde med dagens unge publikum.

En af dagens indlægsholdere var 28-årige Jonas Ellitsgaard Jensen, der via en online-forbindelse fortalte om sin vej til at blive selvstændig landmand/svineproducent.

- Det har altid været min drøm at blive selvstændig. Jeg satte mig tidligt nogle mål og krav vedrørende opsparing, kompetenceudvikling og det liv, jeg gerne ville skabe for mig selv, berettede Jonas Ellitsgaard Jensen, der blev færdig som agrarøkonom i 2016.

Efter uddannelsen til produktionsleder blev han ansat på en svineejendom, hvor han blev ansvarshavende for 7-30 kilos produktionen.

- Jeg havde faktisk aldrig passet en so, før jeg overtog min gård, Vestergård-Snevre, per 1. juli, bemærker den unge svineproducent med et smil.

 

 

 

Live fra Rusland
At man med succes kan skifte fra en mangeårig lederkarriere inden for salg og marketing til landbrugserhvervet, er Lise-Lotte Hjort Laursen et godt eksempel på. Den 45-årige mode- og naturelsker rådede de unge til ikke at lade de muligheder, livet uundgåeligt byder på, gå dem forbi.

- Grib mulighederne! Hvad er det værste, der kan ske, spurgte hun retorisk.

Mange af de unge kommende landmænd spidsede også ører, da 24-årige Rune fra Haderslev var igennem på en online-forbindelse fra Rusland.

Han kunne berette om, hvordan det er at gøre karriere i en international landbrugsvirksomhed, i dette tilfælde Goodvalley, der driver landbrug i Østeuropa, og arbejde som leder i et land med en helt anderledes kultur. Noget, han trods sin unge alder, nu allerede har gjort i tre år og helt tydeligt stortrives med.

- Det er rigtig spændende at forklare folk, hvor vigtigt de enkelte opgaver er, og hvor meget de kan få ud af anstrengelserne, bemærkede den unge gut med masser af gå-på-mod.

At komme til udlandet og arbejde landbrugsfagligt var slet ikke noget, han selv havde overvejet, før en dyrlæge gjorde ham opmærksom på muligheden.

- Men det er jo helt perfekt; jeg kan kombinere arbejde med rejser og oplevelser.

- I skal vælge en international karriere, fordi I vil gennemgå en kæmpe personlig udvikling i et nyt land med nye kolleger. I lærer at stå på egne ben og får ledelsesmæssige udfordringer, større ansvar end herhjemme og mulighed for at bruge de værktøjer, I har lært. I kommer virkelig til at gøre en forskel. Danske landbrugskundskaber genererer store forbedringer ude omkring, sammenfattede Torben Nielsen fra Goodvalley, indimellem hans online ”interview” med Rune.

Få styr på CV’et

Christina Bentzen fra LandboUngdom Rekruttering kom med input om, hvad Jobstafet.dk kan bruges til, og en række gode råd til udformningen af et fedt CV.

- Det gode ved at lave et CV er, at du får gjort dig nogle tanker – man bliver lidt klogere på sig selv og bliver samtidig forberedt på, hvad man kan fortælle til jobsamtalen, påpegede Christina Bentzen, der i tråd med dagens brede syn på karrierer gjorde opmærksom på, at man på jobportalen også kan finde interessante job uden for det primære landbrug.

Jobstafet ejes af LandboUngdom og har ca. 115 aktive stillingsopslag.

Verdensmesteren løftede salen

Programmet blev rundet af med en overvældende dosis inspiration og motivation leveret af den tidobbelte verdensmester i kanoroning, Arne Nielsson. 

Udover at være en anerkendt coach og ekspert i at ”løfte” andre er han flere gange blevet kåret som ”Årets foredragsholder”. Det levede han endnu en gang op til, da han dryssede guldkorn til de unge om vigtigheden af at sætte sig realistiske mål og delmål.

I filmen herover har vi samlet nogle af indtrykkene fra produktionsledernes karrieredag i Vingstedcenteret d. 10/11. Hør hvordan Rune Nissen klarer den som ung leder hos Goodvalley i Rusland, og hvad tre elever fra landbrugsskolerne tager med fra dagen.

Husk at forny dig. Jeg tror på, at livslang arbejdsglæde udspringer af livslang udvikling - i stort og småt, lød det fra SAGROs virksomhedsrådgiver Bo Kær Pedersen.

Husk at forny dig. Jeg tror på, at livslang arbejdsglæde udspringer af livslang udvikling - i stort og småt, lød det fra SAGROs virksomhedsrådgiver Bo Kær Pedersen.

Lise Lotte Hjort tog en noget utraditionel vej ind i landbruget. Med en karriere-baggrund inden for mode og møbler skiftede hun midt i 40'erne fuldstændigt spor og passer nu frilandsgrise som elev hos Hestbjerg Økologi.

- Hold fast i det, I tror på, og lær at forklare og forsvare det, I tror på, lød opfordringen til de unge fra direktør for SAGRO Økonomi & Strategi, Bjarke Poulsen.

Arne Nielsson fortalte om vigtigheden af at sætte sig let opnåelige delmål.


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Tilmeld dig vores nyhedsbrev!

Hold dig opdateret med SAGROs nyhedsbrev.
Du får information om præcis de emner, der interesserer dig.

Hvad siger du ja til?
Jeg ønsker ikke at se denne popup længere