Verden ligger for jeres fødder

Udgivet d. 28-03-2019

Unge – måske kommende landmænd – fik gode råd og inspiration

Dejlig stemning i Grindsted, hvor unge fik en stribe "onkel-råd".

Der var lige så mange gode råd og velmente formaninger, som til en konfirmation, da Jysk Landbrug i aftes holdt inspirations-aften på Grindsted Landbrugsskole.

”Konfirmanden” var i dette tilfælde de ca. 240 unge deltagere, som typisk er i gang med en landbrugsfaglig uddannelse, mens de talende ”onkler” var formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, udviklingschef i Seges, Jacob Lave, afdelingsdirektør i Jyske Bank, Michael Haahr, og Svend Brodersen, Gram Slot.

De unge var inviteret under temaet ”en verden af muligheder”, og det slog forstander Lene Jacobsen da også fast, da hun bød velkommen med budskabet om, at ”Verden ligger for Jeres fødder. I vil komme til at opleve store forandringer, og I vil opleve muligheder, som vi slet ikke kan forestille os, sagde hun.

Formand for Jysk Landbrug H. C. Gæmelke tog tråden op og mindede de unge om, at de har valgt verdens bedste erhverv.

- Det skal I huske at fortælle alle de kammerater og veninder, I har, som ikke fatter det, sagde han.

Verden venter

Formand for Landbrug & Fødevarer Martin Merrild tog et historisk rids med udgangspunkt i sig selv.

Han har oplevet en effektivisering, der blandt andet betyder, at én mand – og nogle maskiner – i dag udfører det, der i 1966 skulle 13 mand til at klare.

- Vi er blevet presset til at kunne producere konkurrencedygtigt, og vi har også selv været gode til at effektivisere, sagde han.

Martin Merrild påviste med en række eksempler, hvordan det er muligt at få endog høje priser for sine landbrugsprodukter, hvis man formår at producere dét, som markedet efterspørger. Bare det er noget særligt, så er prisen fuldstændig underordnet.

Martin Merrild slog også fast, at der bliver stor efterspørgsel efter ansatte i landbruget i takt med, at mange ældre landmænd inden for de næste år sætter støvlerne på hylden.

- I skal ikke være et sekund i tvivl om, at der er enorme muligheder for jer, for der bliver så mange bedrifter, der skal omsættes, sagde han.

 

"Onkel" Martin Merrild

"Onkel" Jacob Lave

De vilde kaniner

Jakob Lave, udviklingsdirektør i SEGES, var den næste, der rejste sig.

Han viste en video fra hundevæddeløb i Australien, hvor hundene løber efter en syntetisk kanin rundt på en bane. Da en ægte kanin pludselig kommer ind, er der én af hundene, der løber efter ”the real thing”.

- I skal også se, om det er det rigtige, I løber efter, eller bare det, som alle andre gør, sagde Jacob Lave, der med en række eksempler illustrerede, at landmænd har gode chancer for at producere andre produkter end de traditionelle. Hvis kunderne vil have havremælk, så vær nysgerrig og se det som en mulighed i stedet for en trussel.

- Vi har sovet i timen, hvis vi ikke kan producere dansk plantefars, sagde han.

Når man på det kinesiske marked netop ønsker IKKE at købe lokalt, fordi mange fødevarer er farlige, giver det store muligheder for dansk fødevareproduktion.

Lad være at købe guld for dyrt

Afdelingsdirektør Michael Haahr, Jyske Bank blev introduceret som ”den grønne slagter”, med den lille stikpille, at landbruget oplever Jyske Bank som meget modvillig i forhold til at finansiere landbrug – og dermed også etablering af unge.

Hans to kortfattede råd var: Gå ikke for tidligt i gang og lad være med at skylde for mange penge væk.

Det første handlede om at samle gode erfaringer fra andre steder end måske lige landbruget, og også få sig erfaring med ledelse – enten som mellemleder eller ved at søge inspiration fra chefer og ledere.

Michael Haahr beskrev billedet af landmanden som en supermand, der skal kunne det hele, og han slog samtidig fast, at det er der ingen, der kan, så han opfordrede de unge til at satse på at lære noget om ledelse og om at uddelegere.

Faktisk indgår det i kreditvurderingen, om der kun er én ”supermand” på en ejendom, eller man har spredt lederopgaven ud på flere.

Han erkendte, at både landmænd og banker før finanskrisen var for villige til at belåne ejendomme så hårdt, at det i bagklogskabens lys, ser helt tåbeligt ud.

Den fejl bør de unge ikke begå i dag, og bankerne vil heller ikke.

Selv om det kan virke, som om banken lægger hindringer i vejen, så mener Michael Haahr, at det er en hjælp, at de unge ikke kommer i gang med for stor gæld.

 

"Onkel" Svend Brodersen

"Onkel" Michael Haahr

Således opløftet….

Mens Michael Haahrs indlæg kunne lyde som formaninger fra en revisor-onkel, var der mere vildskab over indlægget fra den sjove onkel fra Gram, Svend Brodersen, der sammen med sin SF’er-kone for godt ti år siden startede Opel Kadetten og tog ud for at se på et slot – som de købte.

Hans råd til de unge gik på at bruge mavefornemmelsen mere end matematiske formler og regneark.

- Pas på med at have skyklapper på, og pas på med for meget uddannelse, advarede han.

I skal være nysgerrige og tro mod jeres drømme om, hvad I vil bruge jeres liv på, sagde han.

fakta

Bag arrangementet ”En verden af muligheder” på Grindsted Landbrugsskole stod Jysk Landbrug og LandboUngdom med økonomisk støtte fra Niels Peder Ærøs Mindelegat.

240 unge under uddannelse i landbruget deltog.

Simon Kirkegaard, Nordenskov, Varde.

Faglært landmand, 22 år.

"Synes det er spændende med plantebaserede produkter på Arlas hylder. Hvorfor ikke tjene penge på det? Det med veganere og vegetarer er kommet for at blive.

Jeg tænker, at jeg vil være selvstændig med selveje, men ikke for enhver pris."

Niels Peter Iversen, Christiansfeld.

Faglært landmand, 21 år.

Synes det var spændende at høre, hvor meget i dybden man kan gå teknologisk med at behandle enkelte planter i stedet for at sprøjte og gøde ens på større arealer. Det er mere interessant end økologi. Jeg skal være selvejer.

Jakob Iversen, Varde

Faglært landmand, 21 år.

Synes Future Farming var interessant. Jeg har læst HTX med vægt på teknologi, og synes det er sjovt at opfinde nye ting.


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere

Cookie- og privatlivspolitik på www.sagro.dk

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse, vurdere brugen af de enkelte elementer på sagro.dk og til at støtte markedsføringen af vores services. Ved at klikke videre på sagro.dk accepterer du vores brug af cookies. Læs mere

Jeg accepterer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Tilmeld dig vores nyhedsbrev!

Hold dig opdateret med SAGROs nyhedsbrev.
Du får information om præcis de emner, der interesserer dig.

Hvad siger du ja til?
Jeg ønsker ikke at se denne popup længere