Udgivet d. 23-03-2026
Med titlen følger også en check på 5.000 kr., som er sponsoreret af Holstebro Struer Landboforening.
Du kender det sikkert selv – den kollega, som altid er positiv og går til opgaverne med et stort smil, selv på en tåget og regnvåd mandag morgen i november. Sådan en person er Tobias Bonde, og det er en af årsagerne til, at han har modtaget Lærlingeprisen fra SMVHolstebro i kategorien Fødevarer, Jordbrug og Oplevelser.
– Jeg indstillede ham, fordi han selvfølgelig har fuldstændig styr på det faglige. Det er tydeligt, at han er vokset op i en landmandsfamilie, så den del falder ham helt naturligt. Men derudover er han åben, ærlig og en fantastisk ung mand, som man ganske enkelt nyder at arbejde sammen med. Der falder altid en lun bemærkning af, og han vender let tingene til det positive, og det smitter af på os andre, siger Tommy Voldsgaard.
Han driver en griseproduktion, hvor Tobias har været elev. Her har Tobias især haft fokus på markarbejdet. Men selv om han er fagligt dygtig, er det ikke nødvendigvis det, han selv fremhæver mest.
– Jeg er meget glad og taknemmelig for prisen, og jeg ser den som et stort skulderklap. Det er jo fedt! Men det skal også med, at Tommy Voldsgaard er rigtig god til at have elever. Han tager sig tid til at forklare opgaverne – og hvis man spørger igen, forklarer han det bare endnu mere i detaljer. Det var et supergodt sted at være elev, siger Tobias Bonde.
Det er Holstebro Struer Landboforening, der har sponsoreret prisen. I foreningens bestyrelse sidder Jacob Søndergaard Skals, som også var en del af juryen. Overordnet set er priser som Lærlingeprisen en vigtig del af foreningens arbejde.
– Det er så vigtigt, at vi hylder de unge talenter. Man hører tit, at der mangler arbejdskraft, og derfor skal vi passe ekstra godt på de dygtige unge, som vælger vores erhverv til. Derfor skal vi huske at hylde dem, så de, der virkelig brænder for det, også har lyst til at blive i erhvervet, når de er færdige med uddannelsen, siger Jacob Søndergaard Skals.
Det er Tobias Bonde også et godt eksempel på. Han blev færdiguddannet landmand i 2025, og sammen med sine fire brødre har de generationsskiftet faderens gård med 20% ejerandel hver. Gården har 1.750 årskøer og 1.200 ha jord.
SMVHolstebro er en erhvervsforening, der arbejder for at sikre gode rammevilkår for små og mellemstore virksomheder i Holstebro-området.
Der blev uddelt lærlingepriser i alt seks kategorier, som du kan læse mere om i dette link.
"Det er så vigtigt, at vi hylder de unge talenter. Man hører tit, at der mangler arbejdskraft, og derfor skal vi passe ekstra godt på de dygtige unge, som vælger vores erhverv til." - Jacob Søndergaard Skals, medlem af bestyrelsen i Holstebro Struer Landboforening.
Tilmelding til nyhedsbrev