Rene linjer gennem flere generationer

Udgivet d. 01-07-2026

Alfred Kloster har dygtigt udviklet den gård, han overtog fra sin far. Nu driver han den sammen med sin søn – ambitiøst og i balance med bundlinjen og de økologiske principper.


Økoportræt:
Gården Søndervang ved Aulum ligner ved første øjekast en kvægejendom som så mange andre. Kigger du lidt nærmere, kan du se, at alting er lidt mere sirligt. Gårdspladsen står snorlige, og der er et fravær af plastfolie, ensilagerester og den slags ting, som kan finde vej til en stor bedrift.

Søndervang tilhører Alfred Kloster, i hvert fald lidt endnu, for ham og sønnen Daniel Kloster er i fuld gang med først virksomhedsomdannelse og siden et glidende generationsskifte. Selv startede Alfred i 1989, hvor han sammen med sin far dannede et I/S og løbende overtog 56 køer og 70 hektar.

”Det var noget helt andet dengang, og der er da sket en hel del siden. Både her og i landbruget. Jeg er tredje generation på gården, og Daniel bliver så den fjerde. Sådan da,” fortæller Alfred og hentyder til virksomhedsomdannelsen.

”Ja, det bliver jo lidt anderledes at skulle stå som direktør i stedet for ejer, men i det daglige får det ikke den store betydning,” supplerer 29-årige Daniel – som har sikret den næste Kloster-generation allerede. 

 

Økolog igennem årtier

Stuehuset er opført under finanskrisen, og staldanlægget er fra 2012, da rigtig mange landbrug sad i en økonomisk skruetvinge, og det
siger måske meget godt dét, som Alfred af beskedenhed nok aldrig selv vil sige højt; at han er en rigtig dygtig landmand – og en god forretningsmand.

Han er også en dygtig økolog, og han er lykkes godt med at balancere de økologiske principper med en bundlinje, som kan bære alle ambitionerne.

”Vi har været økologer siden 1998, og det virkede som en god vej at gå – og vi har da også været glade for økologien. Selvom vi jo nogle gange skal bøvle lidt ekstra med tingene,” siger han og fortsætter:

”Men det er rart at have dyrene på græs, og det giver en stor glæde at se dem på marken. Det giver også en tilfredshed at kunne få tingene til at fungere inden for de økologiske principper. At vi kan avle nogle gode udbytter med et mindre input, og at vi arbejder med jord og efterafgrøder på en anden måde.”

 

 

Mere personlighedstræk end strategi

Sirligheden og ordenen fra gårdspladsen går igen over hele bedriften, selvom køerne og deres gylle naturligvis gør deres bedste for at få stedet til at ligne et landbrug. Adspurgt om de rene linjer er en strategi eller et personlighedstræk, svarer både Alfred og Daniel det sidstnævnte.

”Men det er også bare lettere at drive gården, når der er styr på tingene, og alting har sin plads. Gårdspladsen er pæn, fordi det er sådan, vi gerne have det. Det er et godt førstehåndsindtryk, vi kan give på den måde, og det er umagen værd,” siger Daniel og tilføjer:

”Selvfølgelig kommer vi også bagud i perioder og roder, men vi bestræber at gøre tingene ordentligt.”

Alfred nikker og tilføjer, at de netop har ansat en ny medarbejder, som var meget begejstret for, at der var pænt og ordentligt på gården.

”Det er jo ikke den værste type ansatte at tiltrække,” bemærker han.

 

”Det er bare lettere at drive gården, når der er styr på tingene, og alting har sin plads.”

Daniel Kloster

 

 

 

Fremtid med forbedringer

Daniel gør heller ikke store armbevægelser, men der kommer også små hint om, at han et langt
stykke henad vejen deler sin fars evner og ambi-
tion.
Adspurgt om, hvad hans og Søndervangs fokus skal være i den kommende tid, falder svaret prompte. 

”Mest mulig selvforsyning. Vi er faktisk i år efterhånden meget tæt på at være selvforsynende, og så kommer vi nok til at gå og optimere lidt på det, hvor vi kan. Få lidt urter i blandingerne, arbejde med jordsundhed og den slags,” fortæller han.

I dag består foderet af langt størstedel græs, korn, hestbønner og med en anelse helsæd i markplanerne. 

Alfred og Daniel optimerer også på bestanden i det små. Selv for det utrænede øje bliver det tydeligt, at køerne på marken ikke alle er rene holsteinere, og Daniel fortæller da også, at de går og prøver kræfter med lidt krydsninger.

”Vi krydser med Montbeliarde sådan lidt for sjov – men det giver altså nogle gode, robuste køer, og ydelsen er rigtig fornuftig. Især i et længere perspektiv,” forklarer han og hentyder til de flere gode år, krydsningerne har.  

Fakta om Søndervang

  • 320 årskøer
  • 100 stude
  • 530 hektar under plov 
  • Dyrker primært græs, korn og hestebønner til modenhed, og en smule helsæd
  • Ydelse på cirka 12.800 kg EKM
  • 3,5 ansatte omregnet i årsværk

Fokus og rettidig omhu

Der tegner sig et billede af en sund forretning, som ikke hviler på et enkelt element eller nye og revolutionerende tiltag. Det handler i langt højere grad om den tilgang, der gennemsyrer det hele. En tilgang, der handler om grundighed og fremsyn, forklarer Erik Kristensen, som er planterådgiver i ØkologiRådgivning Danmark.

”Alfred og Daniel er dygtige håndværkere, og de er bevidste om, hvad de foretager sig. Der er en grad af rettidig omhu i alt, hvad de laver, og de er næsten altid på forkant med situationen,” siger han og tilføjer:

”Markplanerne er velovervejede og lagt i god tid, og Alfred og Daniel er også hurtige til at række ud til os rådgivere, hvis der er noget, som ser mærkeligt ud i tallene, i stalden eller på marken.” 

Afvigelser er selvfølgelig også tydeligere, når de sker på en baggrund af rene linjer. 

Kontakt os

Erik Kristensen Erik Kristensen Planterådgiver i ØkologiRådgivning Danmark 76 60 24 80 61 97 49 11


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere