Ung landmand tog investor med ved etablering

Udgivet d. 07-06-2017

SAGRO skabte kontakt, så Morten Jacobsen kunne etablere sig sammen med en investor. Han mener flere bør lægge følelserne til side og kigge på nye ejerformer i landbruget.

Tekst: Steen Ancher

Morten Jacobsen åbner døren til stuehuset med en meget lille datter armen. Hun er en uge gammel, og Morten optrådte som jordemoder, da hustruen Anne skulle føde. Med erfaring fra kvæg gennem en lang årrække skulle der nemlig mere til at slå ham ud af kurs.

Det er nu ikke fordi, han er meget låst fast på én bestemt retning, for så havde han nok tænkt mere traditionelt, end han gør.

I et tæt samarbejde med SAGROs cheføkonom, Morten Dahl Thomsen, har han nemlig fået strikket en helt unik løsning sammen. Derfor har parret kunnet købe gården ved Tarm med 450 køer og 200 hektar sammen med investor Lars Fogh, Aalborg.

Konstruktionen betyder, at Morten Jacobsen ejer 50,1 procent af aktierne, mens investoren ejer de 49,9. Sammen har de så finansieret 20 procent af købssummen og en planlagt udvidelse til 575 køer. 

Resten er finansieret af realkredit og Vækstfonden. 

Drop følelserne

Selv om der således ikke er tale om traditionelt selveje, føler Morten Jacobsen, at han har mindst lige så stor frihed som landmandskolleger, der har parkeret en stor del af deres selvbestemmelse hos en bankrådgiver. Så Morten tænker sig som selvejer men i en mere kapitalstærk model - og det er der brug for. 

Han er derfor rigtigt glad for, at han har fået en investor ind med erfaring fra andre brancher og med et skarpt fokus på økonomien.  I tilfældet med Morten Jacobsen er afkastet beregnet til 8 procent og forrentning af den indskudte kapital til 15 procent.

- Der er for mange, der har investeret med følelserne og udvidet deres bedrifter, uden at det nogensinde har givet penge. De blev rigtigt hårdt ramt, da jordpriserne så faldt, for det var kun de stigende jordpriser, der holdt hjulene kørende, siger Morten Jacobsen.

Nyt tankesæt

Konstruktionen med investor, Vækstfondsmidler og realkredit-finansiering er ikke set på samme måde ved etableringer i landbruget før i Danmark 

Morten Jacobsen mener da også, at SAGROs cheføkonom Morten Dahl Thomsen har skullet rydde en del store kampesten væk undervejs.

- Uden ham var det her simpelthen ikke lykkedes, siger Morten Jacobsen.

SAGRO har gennem en længere periode haft særligt fokus på at blive det intelligente bindeled mellem investorer og dygtige yngre landmand og skabe nye løsninger og modeller for etableringer og ejermodeller. 

- Vi ved fra vores arbejde med investorer, at de findes, og at de gerne vil sætte penge i landbruget, fordi de kan få fornuftige afkast og udbytte af deres investeringer, siger Morten Dahl Thomsen. Og branchen har brug for et stærkere kapitalgrundlag for at levere vækst og modstå de svingninger, der nu engang er i landbrugets indtjening. 

Et trygt og godt match

SAGROs andel er at få processen til at glide ved at gøre et grundigt forarbejde, der skal gøre investorerne trygge. Hertil er udviklet en model for ”Due Diligence”, som beskriver projektet som investeringscase - en model som er blevet meget godt modtaget ved investorerne og i den finansielle sektor.

Det drejer sig først og fremmest om at kunne give potentielle investorer alle de relevante nøgletal.

- Investorer går ikke op i mælkeydelser eller fedt-procenter. Det er bundlinjen, der tæller, siger Morten Dahl Thomsen.

Dernæst er det altafgørende, at SAGRO formår at finde den rigtige landmand – eller direktør - til bedriften. – Vi skal sikre medejerskab for den unge landmand, for vi tror på, at det giver det bedste resultat på lang sigt, siger Morten Dahl Thomsen. 

For Morten Jacobsen gik det overraskende let med at blive et godt match.

Han havde således mødt investoren en enkelt gang, før denne var klar til at kaste adskillige millioner kroner i hans retning.

Morten Jacobsen er overbevist om, at der er mange andre yngre landmænd, der kunne få et tilsvarende godt match. Den første – og måske største - kampesten, der skal fjernes, er at landmænd skal kunne se sig selv som direktører og medejere i et selskab og ikke som selvejere i traditionel forstand.  

- I alle andre brancher er det jo meget almindeligt med administrerende direktører. Det må det også se at blive i landbruget. Vi har brug for det, siger Morten Jacobsen.

Kontakten til investor er formidlet til Morten Jacobsen (th.) via Morten Dahl Thomsen, SAGRO.

LÆS I LANDBRUGSAVISEN

SAGROs medvirken til etablering af Morten Jacobsen ved hjælp af en investor er blevet bemærket af LandbrugsAvisen.

Læs her avisens artikler om arbejdet med at matche landmand og investor.

Ung landmand køber gård - investor ejer 49 procent

Med investor ombord

Investor: Landbrug skal drives fra bundlinjen og opad

Kontakt os

Få et godt råd fra en af vores rådgivere

Morten Dahl Thomsen Cheføkonom 96 29 68 50 21 65 61 70
Morten Dahl Thomsen


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Tilmeld dig vores nyhedsbrev!

Hold dig opdateret med SAGROs nyhedsbrev.
Du får information om præcis de emner, der interesserer dig.

Hvad siger du ja til?
Jeg ønsker ikke at se denne popup længere