Flere landmænd tjekker tallene med digitalt værktøj

Udgivet d. 12-05-2021

Antallet af danske landmænd, der bruger den digitale løsning Dashboard til at få løbende indblik i bedriftens nøgletal, er tredoblet på mindre end et år. Væksten forventes at fortsætte fremover.

Et nemt, hurtigt indblik i bedriftens nøgletal. Sådan lyder gevinsten ved at bruge den digitale løsning Dashboard, og det er noget, der er populært blandt danske landmænd. Således er antallet af kunder, der bruger det digitale værktøj, tredoblet fra juni 2020 til marts 2021.

Løsningen er udviklet af SEGES i samarbejde med de danske landbrugsrådgivninger, og hos SAGRO kan digitaliseringskonsulent Rasmus Nielsen tydeligt se, at danske landmænds bevidsthed om mulighederne i digitale værktøjer er hastigt voksende.

- Landbruget står ikke tilbage, når det gælder om at tilegne sig ny teknologi, og derfor bestræber vi os naturligvis på at være med helt forrest, når det gælder vores kunders muligheder inden for digitale værktøjer, siger han.

Styrker samarbejde med rådgiveren
Rasmus Nielsen peger på, at Dashboard kan styrke det løbende samarbejde mellem landmanden og hans rådgiver.

- Dashboard giver nem, løbende adgang til en række nøgletal. Indtægter og udgifter og sammenligninger med eget budget er lige ved hånden, hvis man bruger det fra mobilen. På samme måde kan rådgiveren følge med i driften og hjælpe med at foreslå handling, hvis der opstår afvigelser, forklarer Rasmus Nielsen.

Netop tilgængeligheden, vurderer han, vil formentlig bevirke, at flere og flere vil komme til at bruge de styrings- og rådgivningsmuligheder, der ligger i at have de aktuelle økonomital.

Vækst vil fortsætte i fremtiden
I SEGES er produktansvarlig for Dashboard, Margit Skovbjerg, ikke i tvivl om, at væksten i brugen af Dashboard vil fortsætte i de kommende år.

- Med Dashboard får landmanden mulighed for at tage ejerskab over sin egen økonomi, og det er stadig flere interesserede i. Ikke mindst i takt med at bedrifterne bliver stadig større. Samtidig har SEGES og landbrugsrådgivningerne brugt mange ressourcer på at videreudvikle løsningen i de senere år. Jeg er ikke i tvivl om, at stadig flere vil få øjnene op for løsningen i fremtiden, siger Margit Skovbjerg.

Dashboard kan vise en lang række økonomiske og produktionstekniske nøgletal lige fra dækningsbidrag og vedligeholdelsesudgifter til celletal, foderomkostninger og produktionstal for grise og køer. Landmanden vælger selv, hvilke tal der skal vises, og for alle tal er det muligt at gå i dybden ned til hvert enkelt bilag.

Kontakt os

Få et godt råd fra en af vores rådgivere

Rasmus Nielsen Digitaliserings- konsulent 96 29 66 96 30 92 17 66
Rasmus Nielsen

Kontakt os

Få et godt råd fra en af vores rådgivere

Mathias Andersen Driftsøkonom 76 60 21 79 21 45 09 14
Mathias Andersen

Dashboard

  • Dashboard blev lanceret i august 2019 og kan benyttes både via pc, tablets og smartphone.
  • Løsningen forhandles af landets landbrugsrådgivninger.

Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Tilmeld dig vores nyhedsbrev!

Hold dig opdateret med SAGROs nyhedsbrev.
Du får information om præcis de emner, der interesserer dig.

Hvad siger du ja til?
Jeg ønsker ikke at se denne popup længere