Har du ansatte fra Ukraine? Sådan kan du forholde dig til situationen som leder

Udgivet d. 25-02-2022

Der er det praktiske, som omhandler opholdstilladelse og så videre, hvis en medarbejder f.eks. snart skal rejse hjem. Og så er der det menneskelige.

Der bor omkring 10.000 ukrainere i Danmark, og mange af dem arbejder i det danske landbrug. Derfor kan der være mange ledere rundt omkring i landet, som måske spørger sig selv om, hvordan de skal forholde sig til situationen. 

  - Det skal man gøre på to niveauer. Der er det praktiske, som omhandler opholdstilladelse og så videre, hvis en medarbejder f.eks. snart skal rejse hjem. Og så er der det menneskelige. Her skal vi skille tingene ad, siger Bo Kær Pedersen, der er virksomhedsrådgiver i SAGRO og ofte rådgiver om både konflikthåndtering og andre HR-relaterede emner.

Det menneskelige

Det er her, der ikke er noget facit på, hvordan man skal agere. Og det kan være den sværeste del for mange. 

 - Nogle har den opfattelse, at man som leder både skal være specialist og alvidende. Det bliver man nødt til at lægge fra sig og bare være hjælpsom og forstående som menneske. Man behøver ikke have alle svarene i denne her situation, siger Bo Kær Pedersen. Bare man er lyttende og spørgende, så har man den rette tilgang.

 - Det er meget mere vigtigt at være tolerant, lyttende og spørgende. Man skal vise oprigtig interesse, og spørge til, hvad der er den bedst måde at tale om det, for den pågældende medarbejder. 

Tolerance er vigtigt. Man kan f.eks. tillade, at den pågældende medarbejder taler ekstrameget i telefon i løbet af dagen. Og derfor skal medarbejderen måske have lidt hjælp til at nå dagens arbejdsopgaver. 

 - Og det vil jeg råde til, at man tager med, siger han. 

Det praktiske

Såfremt en ukrainsk medarbejder har fået en udrejsefrist, som vedkommende ikke kan overholde, skal man kontakte Styrelsen for International Rekruttering og Integration, populært kendt som SIRI, og anmode om at få fristen udsat. 

Man kan kun få en udrejsefrist udsat, hvis "særlige forhold" gør sig gældende. Her er det vigtigt at vide, at udlændingen skal selv ansøge om det, og vedkommende skal dokumentere, at udrejse inden for fristen ikke er muligt.

Det kan også være, at der er praktikanter, som ønsker at få forlænget sit ophold, fordi de ikke føler, det er sikkert at rejse hjem.

 - Der bliver det et dilemma for nogle landmænd, for det er nemmere at sende en ung hjem efter praktik, end hvis de skal hjem til noget svært.  Men at gå fra praktikantløn til fodermesterløn er ikke uproblematisk. For der er landmænd, der har lagt et lønbudget, som er vigtigt at overholde. Det er et dilemma, som appellerer til virksomhedens værdier som arbejdsplads og driftsøkonomien. Og jeg tror, at mange landmænd vil gå langt for at hjælpe deres ukrainske medarbejdere, så meget som muligt. 

 - Vores rådgivere i SAGRO, står klar til at give sparring og rådgivning på både det ledelsesmæssige og om opholdstilladelse, forlængelse osv., siger Bo Kær Pedersen. 

Kontakt os

Få et godt råd fra en af vores rådgivere

Bo Kær Pedersen Virksomhedsrådgiver 76 60 21 77 25 57 98 00
Bo Kær Pedersen

Kontakt os

Få et godt råd fra en af vores rådgivere

Lisbeth Skodborg Larsen Løn- og HR-rådgiver 96296663 20125480
Lisbeth Skodborg Larsen


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere