"Hver eneste bedrift, jeg har besøgt, har som minimum sparet 10 til 12% på elregningen"

Udgivet d. 11-05-2022

Man kan have nok så mange LED-pærer installeret rundt omkring, men de batter ikke meget i det samlede regnskab, hvis det mest energiforbrugende udstyr ikke kører optimalt.

Elpriserne er steget med raketfart i den sidste tid, og det kan i den grad mærkes på bedrifterne. Nogle overvejer at investere i egen produktion som f.eks. en vindmølle eller solcelleanlæg, men kun få har fokus på et lavere strømforbrug. Det ene udelukker ikke det andet, og begge dele kan SAGRO hjælpe med. 

Hvis du er interesseret i at vide, hvor du kan spare strøm, kan der være rigtig god ræson i at få besøg af ekspert Bjarne Engelbrecht Larsen, som SAGRO samarbejder med.

 - Hver eneste bedrift, jeg har besøgt, har som minimum sparet 10 til 12% på elregningen. Og det bliver til mange penge hvert eneste år, når man har et årligt forbrug på 420.000 kWh, siger han.

Han fortæller også, at mange bliver overrasket over, hvor meget strøm de forskellige apparater egentlig bruger. Derfor bringer vi her et par gode råd.


Hvornår bruger du udstyret?

Når man har en Spot-aftale for el, varierer timeprisen voldsomt hen over døgnet. Det betyder, der kan være mange penge at spare årligt, hvis man tænker sig om. 

Er det f.eks. nødvendigt at køre med skraberen i stalden om morgenen, hvor prisen er høj? Eller er det muligt at vente med det til omkring middag, hvor prisen er lavere? Har man f.eks. solceller, er det typisk først op ad formiddagen, at ens egenproduktion er ordentligt i gang.

- Ofte handler det om at ændre ganske få ting. Meget af det, man gør, er vaner. Men de kan vise sig at være dyre, hvis man ikke tænker sig om, siger Bjarne Engelbrecht Larsen.


Fungerer udstyret optimalt? 

Man kan have nok så mange LED-armaturer installeret rundt omkring, men de batter ikke meget i det samlede regnskab, hvis ens udstyr ikke kører optimalt. For så bruger det som udgangspunkt langt mere strøm end nødvendigt. 

- Hvis du f.eks. vander meget, skal du måske have en okkerkontrol af grundvandspumpen. Man skal spørge, hvor meget vand har vi flyttet, og hvor meget energi har brugt? Bruger man for meget energi på at flytte vand, skal man sikkert have rengjort serviceret pumperne. Og så har man for få kroner pludselig et markant lavere energiforbrug, siger Bjarne Engelbrecht Larsen. 

Har man malkerobotter, kan selv ubetydelige utætheder ved de mange trykluftsdrevne komponenter betyde, at maskinen bruger voldsomt meget mere strøm. Det kan meget hurtigt løbe op, hvis man har 200 køer, der skal malkes tre gange om dagen, 365 dage om året.

 - Jeg finder besparelser ved stort set alle de bedrifter jeg har besøgt, og næsten alle de steder, som jeg får mulighed for at tjekke. Når alle taler om energiforsyning og forbrug, er det åbenlyst først at gå efter de lavesthængende frugter. Besparelserne man kan opnå uden at man nødvendigvis ændre voldsomt på daglige rutiner, man nu engang har på bedriften. Jeg kom som knægt dagligt i landbruget og ved, hvor vigtigt det er med gode, rolige rutiner omkring driften, siger han.


Egenproduktion: Skal, skal ikke? 

Egenproduktion af strøm er en åbenlys mulighed, ikke kun af hensyn til planeten, men også af økonomiske årsager. Gevinsten kan være større, end mange måske går og tror. 

Hos SAGRO er det rådgiver Lars Just Elnegaard, der tager sig af den del af energioptimeringen. Så hvornår kan det betale sig at investere i egenproduktion? 

 -  Det afhænger helt og holdent af din bedrift. Derfor går vi ind og analyserer tre år tilbage i tiden for at se, hvilket solcelle- eller vindmølleanlæg, der passer til ens bedrift. Og hvilke rutiner man kan ændre, uden at det betyder meget ekstraarbejde, siger Lars Just Elnegaard.

Mange bliver overraskede over, når de hører, at f.eks. et skræddersyet solcelleanlæg har en tilbagebetalingstid på mellem otte og ti år. 

 - Det er ikke mange steder i landbruget, hvor man kan få sin investering retur så hurtigt, siger han.

Hvis du er interesseret i at få lavet et energitjek af din bedrift, kan du kontakte Lars Just Elnegaard. Så kan I sammen aftale, hvad I har brug for, hvad end det er solceller eller besøg af Bjarne Engelbrecht Larsen.

Kontakt os

Få et godt råd fra en rådgiver

Lars Just Elnegaard Lars Just Elnegaard Virksomhedsrådgiver 76 60 21 87 51 30 96 66


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere