Udgivet d. 15-08-2025
Anders Nørgård, formand for Holstebro Struer Landboforening glæder sig over at danskerne generelt synes rigtig godt om dansk landbrug.
- Næsten fire ud af fem mener, at vi er et vigtigt erhverv i forhold til at sikre vækst og arbejdspladser i landdistrikterne, og mere en seks ud af 10 er ligefrem stolte af dansk landbrug. Det står lidt i kontrast til det billede, vi ofte møder i medierne – men den er god nok. Vi har faktisk en stærk opbakning - udtaler Anders Nørgård.
- Derfor kan vi ranke ryggen og sige farvel til offerrollen. Der er alligevel ingen, som har lyst til at være på taberholdet.
- Til gengæld skal vi værne om den tillid og opbakning, vi får fra samfundet – og her vil jeg gerne hylde den kæmpe indsats, der sker i landboforeningerne. Der foregår nemlig et kæmpe arbejde for at bygge broer og holde gang i debatten og den demokratiske samtale.
- For vores eget vedkommende bruger vi mange ressourcer på åbent landbrug, skolebesøg, borgergrupper, gymnasier, plejehjem, Landbruget kommer til byen og ikke mindst Landbrugets oplevelsesplads, som har været en stor succes.
- Faktisk fejrer vi budgetoverskridelserne til skolebesøgene, for det betyder bare, at vi har skabt endnu flere forbindelser mellem land og by. Der ligger en uvurderlig indsats foreninger, frivillige, de koordinerende kræfter og ikke mindst besøgslandmændene bag. Tak for den.
- Men vi kan ikke sikre vores opbakning med charme og åbenhed alene. Den opbakning bunder nemlig i høj grad i, at vi gang på gang har leveret på de krav, samfundet har stillet os. At vi har taget store ansvar på os – som vi nu gør en gang til.
- Men vi skal huske, at vi har flertallet i ryggen, når det hele føles tungt - afslutter Anders Nørgård.
Tilmelding til nyhedsbrev