I felten for medlemmerne

Aktiviteter i landbrugsorganisationernes arbejde for lokalt at påvirke ny lovgivning, myndighedernes administrationspraksis og erhvervets generelle rammevilkår

 

 

Vi tabte krigen, men alle slag er ikke tabt endnu

Den 3. september vedtog Folketinget L5 og dermed lovgrundlaget for den nye udledningsbaserede kvælstofregulering. For os i de fem ejerforeninger bag SAGRO var det et politisk slag, vi tabte. Gennem hele forløbet har vi arbejdet for en fagligt robust regulering og for, at landbruget skulle have mulighed for at levere gennem de lokale løsninger i de lokale treparter.

Sådan blev det ikke. Og selv om loven nu er vedtaget, står væsentlige spørgsmål fortsat åbne. Vi kender endnu ikke de fulde konsekvenser for de enkelte bedrifter, og ikke mindst spørgsmålet om kompensation til de landmænd, der bliver hårdest ramt, er fortsat uafklaret.

 

Tålmodigheden slap op, før vi var kommet ordentligt i gang

Vi deler ambitionen om et vandmiljø i god økologisk tilstand. Netop derfor gik landbruget helhjertet ind i arbejdet med de lokale treparter, hvor lokale løsninger skulle reducere udledningen af kvælstof dér, hvor det giver mest mening, samtidig med at vi passer på den danske fødevareproduktion.

Landmænd over hele landet stod klar, og mange projekter er allerede på vej. Når arbejdet ikke er kommet længere, skyldes det blandt andet flaskehalse i de statslige styrelser og mangel på ressourcer i kommunerne. Alligevel slap regeringens tålmodighed op, før de lokale treparter for alvor fik mulighed for at vise, hvad de kunne levere. Det er altså kapaciteten i systemet, der har været flaskehalsen.

 

Alle slag er ikke tabt

Men selv om L5 er vedtaget, betyder det ikke, at arbejdet er slut – tværtimod. Nu handler det om at bruge kræfterne dér, hvor vi stadig kan gøre en forskel for medlemmerne: på konsekvenserne af reguleringen, på vilkårene for de landmænd, der bliver hårdest ramt, og på de lokale løsninger.

Derfor vil vi pege på konsekvenserne, når modellerne rammer skævt. Vi vil stille spørgsmål, når datagrundlaget er for usikkert. Og vi vil blive ved med at insistere på, at en regulering med så store konsekvenser for landbruget og vores landdistrikter skal hvile på et fagligt robust grundlag.

Nok tabte vi krigen om L5 den 3. september, men der er flere slag foran os, vi stadig kan vinde. 

 

 

Glem ikke vandløbene

Efterår og vinter er et godt tidspunkt at tjekke vandløb og grøfter. Manglende vedligeholdelse kan få store konsekvenser for både afvandingen og værdien af dine marker.

 

Offentlige vandløb – kommunens ansvar

Kommunen har ansvaret for at vedligeholde de offentlige vandløb. Men som lodsejer bør du ikke overlade opsynet til kommunen alene.

Hvis den nødvendige vedligeholdelse udebliver i en længere periode, kan reglerne i Naturbeskyttelsesloven betyde, at du senere mister muligheden for at oprense vandløbet. Det kan føre til dårligere afvanding og værditab på de berørte marker.

Ser noget forkert ud, så kontakt kommunen. Kommunen kan undersøge, om vandløbet lever op til regulativet, og hvis det ikke gør, kan oprensning gennemføres i den grødefri periode. Og for god ordens skyld skal det siges, at det alene er kommunen, der har lov til at lave vedligehold på dens arealer. 

 

Private vandløb og grøfter – dit ansvar

I private vandløb og grøfter er det lodsejeren selv, der har vedligeholdelsespligten, og det er vigtigt at gøre det løbende.

Hvis du i stedet lader stå til flere år i træk, kan Naturbeskyttelsesloven betyde, at du ikke bare kan begynde at oprense igen. Det kan kræve tilladelser og dispensationer, som ikke nødvendigvis kan gives.

Husk, at du kun må vedligeholde vandløbet i dets hidtidige dimensioner. Det er altså ikke tilladt at grave det bredere eller dybere uden forudgående tilladelse fra kommunen.

Er du i tvivl om, hvorvidt et vandløb er privat eller offentligt, så kontakt kommunens vandløbsafdeling.

 

 

 

 

Omdømme skabes i mødet med mennesker

I en tid, hvor landbruget fylder meget i medierne og den politiske debat, er arbejdet med erhvervets omdømme vigtigere end nogensinde. Derfor har vi i sensommeren skruet ekstra op for indsatsen.

Holstebro Struer Landboforening, Vestjysk Landboforening og Herning-Ikast Landboforening har sammen med de øvrige landboforeninger i Midt- og Vestjylland haft 10 LED-trailere placeret rundt i landskabet. Her har vi bl.a. sagt Tak for tålmodigheden i høsttrafikken, inviteret til Åbent Landbrug og spurgt: Skal dine fødevarer være danske?

Åbent Landbrug er en af årets helt store omdømmeaktiviteter – og i år besøgte mere end 87.000 danskere 58 gårde og virksomheder. Trods ustadigt vejr var der altså stor lyst til at komme tæt på landbruget, stille spørgsmål og møde landmændene. 

Det understreger værdien af de direkte møder. For omdømme skabes ikke af én kampagne, men af de mange møder og budskaber, der tilsammen fortæller historien om dansk landbrug.

 

 

Hvad gemmer sig bag landbrugets milliardregning?

Når nogen siger, at landbruget koster samfundet milliarder, er det værd at spørge, hvordan tallet er beregnet. I regnestykket indgår ofte såkaldte eksternaliteter – påvirkninger af blandt andet natur, miljø og sundhed, som økonomer forsøger at sætte en pris på.

Et forenklet eksempel kan forklare princippet: Forestil dig, at en mark bliver til et naturområde, hvor folk kan gå ture. Hvis værdien af et besøg sættes til 500 kroner pr. person, og hver person kommer 10 gange om året, bliver det 5.000 kroner årligt. Antager man, at 50.000 mennesker har samme glæde af området, når regnestykket op på 250 millioner kroner om året.

Beløbet udtrykker den værdi, naturoplevelserne vurderes at have for mennesker, uden at pengene dermed kommer ind i statskassen. Ifølge Københavns Universitet bygger denne type værdisætning blandt andet på undersøgelser af, hvad mennesker er villige til at betale for natur og miljø.

Andre poster beregnes på andre måder. For luftforurening tager man eksempelvis udgangspunkt i udledningerne og deres forventede konsekvenser for sygdom og levetid, som derefter omsættes til et beløb.

Natur og sundhed har selvfølgelig værdi. Men når beregningerne bruges til at sætte en milliardregning på landbruget, skal det også være tydeligt, hvilke antagelser og usikkerheder beløbene bygger på.

I Holstebro Struer Landboforening efterlyser vi en debat, hvor fødevareproduktion, arbejdspladser og livet i landdistrikterne også får plads. En samlet vurdering af landbrugets betydning kræver, at vi både ser på erhvervets påvirkning og på dets bidrag til samfundet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Samarbejdspartnere