Af: Torben Jensen, adm. direktør, SAGRO
Det er ingen hemmelighed, at den seneste tid har været hård. Omvæltninger, fjendtlighed fra omverdenen og ikke mindst usikkerhed om fremtiden slider alt sammen, og for nogle er situationen måske ved at være uoverskuelig.
De ramte kan nu få en hjælpende hånd, fortæller Torben Jensen, administrerende direktør i SAGRO.
”Det kan være både hårdt og ensomt at være landmand, og med en ekstrabyrde som denne kan nogle måske befinde sig et rigtig mørkt sted. Et sted, som de skal have en hjælpende hånd med at komme videre fra,” siger han og uddyber:
”Vores ejerforeninger har valgt at betale omkostningerne for akuthjælp for deres medlemmer. Vi har tilknyttet uddannet fagpersonale, internt som eksternt, landmændene kan ringe til. Enten for at blive samlet op med en fortrolig snak – eller blive sendt videre for den rette hjælp, hvis det er nødvendigt.”
Ræk ud til din formand, til Torben Jensen eller direkte til Bettina Byskov eller Bente Bendix, hvis du har brug for en hjælpende hånd. Akuthjælpen drejer sig om hjælp til det mentale helbred – og ikke til faglige spørgsmål.
Efter de seneste par år i landbruget er der ikke noget at sige til, hvis landmændenes nattesøvn er under pres.
Regn, tørke, energipriser, globale forsyningskæder, trepart, kvælstof, pesticider og grundvand, grisebyggestop og ikke mindst den vrede, der har været vendt mod erhvervet. Alt sammen noget, der kommer oveni i et i forvejen usikkert og stresset erhverv. Jeg forstår godt, hvis skoen klemmer nogle steder.
Men det her skal ikke være en ynk eller klagesang, for det har vores kunder ikke brug for – selvom de selvfølgelig aldrig må tvivle på vores opbakning. De har brug for en vej frem.
Beredskabet er på plads
L5 er ikke noget, vi har ønsket i SAGRO – men det er heller ikke noget, der går væk igen. Vores kunder får brug for hjælp, og den skal vi levere. Det er dét, vi er sat i verden for, og i den seneste tid har vi arbejdet på højtryk for at være klar til dét, der nu er landet - og er ved at lande.
Derfor står vi klar med et stærkt team af rådgivere, for der bliver ikke tale om én løsning, der passer alle. Reguleringen kommer nemlig til at ramme meget forskelligt – på flere måder. Dels i forhold til retention og sædskifter – og dels i forhold til økonomiske udgangspunkter og menneskelige ressourcer. Pengepungens og landmandens overskud, for at sige det rent ud.
Vi er klar til at gribe dig akut, hvis det er de mere bløde kompetencer, du har behov for.
Men vi vil hellere skabe en tydelig vej frem for dig ved at få faglighed og konkrete løsninger i spil.
Planter og miljø, grise og kvægrådgivning, jura, økonomi og strategi, økologi og jordhandel samt vores politiske sekretariat er alle områder i SAGRO, som har forberedt sig på at gribe dig, når røgen engang lægger sig, og det står klart, hvad loven anviser.
Ja, vi har vores beredskab til det rigtigt svære – men vi har altså også en lang række stærke rådgivningstilbud, før vi når dertil.