På job med øjet i det høje

Droneoverflyvninger kan gøre livet lettere i de danske landbrug, og flere og flere benytter sig da også af muligheden – som kun er blevet endnu bedre i takt med den kunstige intelligens. 

 

 

 

TEKST: Jannik Schiermer Poulsen

 

Dagene, hvor droner over danske marker nærmest virkede som science fiction, er for længst ovre, og de firevingede flyver lystigt rundt i landskabet hver dag. Fascination og taler om potentialer er vekslet til håndgribelige anvendelser, og planterådgiver i SAGRO Philip Tinggaard overflyver marker for kunder tæt på hver dag i sommerhalvåret.

I dag er Grobund taget med Philip og dronen på job, hvor vi skal kortlægge en mark, som er godt ramt af gråbynke. En opgave, som er ret typisk for tiden omkring midsommer. 

”Jeg har fået mere travlt med dronen på det seneste, og den tendens tror jeg bestemt fortsætter. Især de flyvninger, som ligger til grunds for spotsprøjtning, for præcisionslandbrug og mindre forbrug af planteværn er nok kommet for at blive,” siger han og tilføjer:

”I år har jeg faktisk været ude ved ret mange landmænd, som har henvendt sig helt på eget initiativ – og udenom tilskud og projekter. Simpelthen fordi de er nysgerrige på, hvordan de får udnyttet mulighederne i deres nyere sprøjter.”

Foruden overflyvninger, der handler om spotsprøjtning, bruger Philip dronen til at vurdere graduering af gødninger, forsikringssager i forhold til manglede gylle, rålam-flyvninger inden slæt – og alt muligt godt og blandet i henhold til EU-
ansøgninger, vildthegn og så videre.

 

”Med årlige overflyvninger får du mulighed for at forudsige problemer”. Philip Tinggaard

 

Klik, klik, klik

Philip indstiller marken i dronens kort, varsler luftfartsmyndighederne, og sender maskinen til vejrs. Langsomt og på autopilot flyver den over kornet i 40 meters højde og fotograferer afgrøder. Klik, klik, klik, kommer det fra controlleren  med helt jævne mellemrum, og det er tydeligt, at processen er enormt systematisk. 

”Dronearbejdet har taget et kvantespring, og det handler især om filstørrelser og brugen af kunstig intelligens. Hastigheden på levering af analyser er gået fra måske et par døgn til 6-8 timer, hvis alt er gået godt. Hvis jeg flyver mandag, kan landmanden sprøjte tirsdag, og det kan være en stor fordel,” fortæller Philip og tilføjer:

”Det kræver selvfølgelig, at AI’en leverer, som den skal. Og den kan skelne ukrudtet i ni ud af 10 tilfælde, siger min erfaring.”

En typisk mark i den større ende leverer en mængde rådata i form af billeder, som Philip uploader til en leverandør. Her går en AI så i gang med at behandle data – altså analysere billederne – og indtegne ukrudtet. Herefter får Philip leveret data, som han tjekker efter – typisk ved at sammenligne med egne observationer. Til sidst bliver dataene overdraget til landmanden, der så kan bruge dem til spotsprøjtning. 

Genialt, fristes man til at sige.

 

 

Datagrundlaget i orden

Det er ikke kun besparelserne i kroner og ører på kemi – og opsparingen i goodwill fra samfundet - der skaber værdi hos landmanden. Med regelmæssige overflyvninger får han nemlig et solidt datagrundlag, som kan give ham et forspring, fortæller Philip.

”Med årlige overflyvninger får du mulighed for at forudsige problemer. Dels kan du sammenligne med sidste års billeder og se, hvor du kan forvente hanesporer i majsen, og dels kan du se og følge problemernes udvikling,” siger han og fortsætter:

”Herfra kan du måske forudsige situationen – eller måske endnu bedre; forstå, hvorfor problemerne er opstået. Om det eventuelt er resistens, og hvad du så skal gribe til af værktøjer i steder. Det kan være enormt værdifuld viden.”

 

På plads ved siden af traktoren

Spørger du Philip, er han ikke et øjeblik i tvivl om, at dronearbejdet er kommet for at blive i dansk landbrug.
Ikke alene i forbindelse med det arbejde, han selv udfører, men også som supplement til både landmænd og rådgiver. 

”En drone giver i sagens natur overblik, og det kan være ret godt at have. En markvandring med en rådgiver kunne fint inkludere en overflyvning, og en landmand kunne have masser af glæde af at inspicere hegn og den slags med en drone,” siger han og slutter:

”Det udstyr, jeg bruger, er stort og dyrt, for det kræver formålet. Men skal du bare se tingene lidt mere fra luften, kan du hurtigt og billigt komme i gang.”

 

 

 

 

Kontakt os

Philip Tinggaard Nielsen Philip Tinggaard Nielsen Planterådgiver 96296633 20166743

Samarbejdspartnere