Claus Christensen tog bevæget afsked

Udgivet d. 08-03-2017

”Lov og land” - en gave til Claus Christensen, der nu stiler efter at komme i landets lovgivende forsamling.

Til Jytte, Claus Christensens kone, var der blomster fra landboforeningen med tak for lån af ægtemanden i mange år.

Sydvestjysk Landboforenings formand gennem 14 år sagde efter 26 år i bestyrelsen farvel til en vigtig del af sit liv. Medlemmerne ærede ham med stående klapsalver.

Tekst: Lilli Snekmose

- Ordentlighed og høj moral er ord, som de, der kender dig bedst, sætter på dig, Claus. Du har leveret en enorm indsats og opnået mange og flotte resultater. I din tid er der gennemført to store fusioner og byggeriet af rådgivningens nye huse i Esbjerg og Billund. Du har på mange måder og i enhver forstand sat dig spor, sagde næstformand Anders Harck i en takketale til Claus Christensen på generalforsamlingen i Sydvestjysk Landboforening i Esbjerg tirsdag aften.

Claus Christensen er blevet valgt som kandidat til Folketinget for Venstre i Varde.

- Vi håber virkelig, at du bliver valgt til Folketinget, så du med dine egenskaber kan præge Christiansborg – det er der brug for, understregede han i en tale, der også levnede plads til at dvæle lidt ved et par gamle billeder fra en modeopvisning for landmænd, som kvinder i Sydvestjysk Landboforening arrangerede i begyndelsen af Claus’ formandstid.  Ved den lejlighed lod Claus sig style og gik mannequin sammen med en række andre medlemmer for at slå et slag for, at landmænd godt kan være velklædte.

- Nu ved din afløser, hvad der venter ham, spøgte Anders Harck, mens han viste billederne af Claus, der blev klippet og fik håret sat.

SAGROs administrerende direktør, Torben Jensen, takkede Claus Christensen for at have været en fantastisk sparringspartner.

- De færreste ved, hvor meget du har knoklet. Det har jeg en stor beundring for. Vi har sammen været på en meget lærerig rejse, hvor vi har været enige om, at rådgivningen er en erhvervsvirksomhed. Derfor har vi hele tiden søgt efter forretningsområder, hvor vi kunne etablere nye rådgivningsområder og starte datterselskaber, skabt samarbejder og fusioneret. Jeg har det svært med at du stopper, men jeg er glad for, at du har sat Christiansborg som målet.

En tydelig rørt Claus Christensen takkede sine medlemmer, bestyrelsens medlemmer og alle medarbejdere i SAGRO: ”I er simpelthen fantastiske.” 

Salen kvitterede for Claus Christensens mangeårige indsats med stående klapsalver.

FAKTA

Claus Christensens afløser som formand vælges tirsdag den 14. mats ved det konstituerende møde i Sydvestjysk Landboforenings bestyrelse.


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere