Majsdagen ved Holstebro bød på flot vejr og masser af nye resultater for majssorter

Udgivet d. 23-09-2021

Timingen af Majsdagen, kunne næppe have været bedre, da den forløb på den måske sidste sensommerdag i 2021.

Nye resultater for majssorter blev præsenteret hos Lars Bonde ved Skave for de godt 50 fremmødte landmænd, da SAGRO inviterede til Majsdag i samarbejde med Holstebro-Struer Landboforening. Dagen blev garneret med årstidens flotteste solskinsvejr og grillede pølser inden hjemturen. Menuen blev leveret i samarbejde med Landbo Ungdom, der stod for serveringen.

De godt 50 interesserede landmænd og branchefolk, her iblandt rådgivere og repræsentanter fra majsforædlingsfirmaerne og grovvareselskaberne, blev guidet rundt i forsøgsmarken.

Her guidede bl.a. landskonsulent Martin Mikkelsen fra SEGES dem rundt blandt de høje, snart høstklare majs for blandt andet at fortælle om de mest interessante sorter - både kendte såvel som nye sorter.

Udstyret med et lille hæfte, med facts om forsøgets primære majssorter fik deltagerne lejlighed til at nærstudere majskolberne, der langt fra så ens ud.

Med udsigt til en god majshøst og stigende priser på korn og protein havde fodringsrådgiverne indlæg om vigtigheden af, at få høstet majsen med stor fordøjelighed. Deres bud var, at majsen skal høstes med en høj stub – høstes lige under kolberne. Det giver total set et lidt mindre udbytte men en ensilage med højere fordøjelighed, så der kan spares på indkøb af korn og protein.

- Jeg er med i år for første gang og finder fremvisningen meget interessant og givende. For mig handler det først og fremmest om at finde frem til de rigtige sorter og at blive opdateret på viden, lød det efter rundvisningen fra en landmand, imens han nød en grillet frankfurter og en vand med kollegerne i det dejlige solskinsvejr.

Omkring 50 majsinteresserede var onsdag samlet til Majsdagen i Holstebro.


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere