Fremtidens Landmand viser nye veje til vækst i landbruget

Udgivet d. 12-10-2021

Igen i år er SAGRO med til at kåre ”Fremtidens Landmand”. Du kan stadig nå at indstille dig selv eller en, du kender.

Mange danske landmænd formår at tænke i nye, stærke forretningsmodeller, hvor de gør brug af ny teknologi og skaber en økonomisk bæredygtig virksomhed med respekt for samfundet.

Disse landmænd tjener som gode rollemodeller og kan inspirere andre landmænd, der har innovative ideer og iværksætterlyst.

Sidder du nu og tænker på sådan en landmand, kan du stadig nå at indstille vedkommende til titlen som ”Fremtidens Landmand 2022”. Men du skal være hurtig. Sidste frist for at indstille en kandidat er på torsdag, den 14. oktober.

Det er fjerde år i træk, at Fremtidens Landmand kåres. Udover æren får vinderne af hver kategori 25.000 kr. og omtale i LandbrugsAvisen gennem hele 2022.

Fremtidens Landmand er opstartet som et samarbejde mellem SEGES og LandbrugsMedierne og er sponsoreret af SAGRO, Bridgestone, Jyske Bank og Yara.

Der bliver kåret en vinder i tre kategorier:

Teknologi:
Prisen gives til en landmand, der har udviklet sin virksomhed via et teknologisk eller digitalt spring, som dermed optimerer og udvikler landbrugsvirksomhedens grundlæggende forretningsmodel.

Afsætning:
Prisen gives til en landmand, der enten alene eller i samarbejde med andre har arbejdet med nye afsætningsmuligheder. Det kan både være et eksisterende eller et nyt produkt, som afsættes via en eller flere nye salgskanaler.

Bæredygtighed:
Prisen gives til en landmand, der har udviklet og iværksat bæredygtige initiativer i virksomheden, der har været med til at styrke én eller flere af virksomhedens bundlinjer: den miljømæssige, den sociale og den økonomiske.

Indstil en kandidat

Det har flere gange været SAGRO-kunder, der er endt på podiet til prisoverrækkelserne ved Fremtidens Landmand.

Det ser vi gerne gentaget i år. Tøv derfor ikke med at indstille dig selv - eller andre, der fortjener anerkendelse for deres arbejde.

Du kan indstille kandidater her.


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere