Formand: Lokale løsninger risikerer at drukne i Christiansborgs kvælstofregulering

af Leif Hølledig Nørgaard, formand for Herning-Ikast Landboforening

Med kvælstofaftalen er der sat klare mål for reduktion af kvælstofudledningen. Det er en bunden opgave. Vandmiljøet skal forbedres, og målene skal nås. Det er der bred enighed om.

Spørgsmålet er derfor ikke, om opgaven skal løses – men hvordan.

Lokalt står vi med et valg. Enten løser vi opgaven gennem kollektive virkemidler, hvor indsatsen målrettes dér, hvor effekten er størst, og hvor hensynet til natur, vandmiljø og landbrug tænkes sammen. Eller også risikerer vi en regulering, der i høj grad rammer markfladen på den enkelte bedrift – med store konsekvenser for drift og økonomi, uden nødvendigvis at give den bedste miljøeffekt.

I Herning-Ikast Landboforening bakker vi klart op om arbejdet i de lokale treparter. Vi ønsker at bidrage konstruktivt til løsninger, der både er fagligt holdbare og praktisk gennemførlige. Det lokale samarbejde er selve styrken i trepartstanken.

Det lokale engagement er ikke til at tage fejl af. Alene onsdag blev der afholdt to lodsejermøder i Herning – begge med mere end 200 deltagere og 70 på venteliste. Det vidner om både vilje og ansvarsfølelse blandt lodsejerne og et klart ønske om at bidrage til, at opgaven bliver løst.

Netop derfor er vi frustrerede over og uenige i den kvælstofregulering, der nu er vedtaget centralt – hen over hovederne på de lokale aktører, som efterfølgende skal indgå aftalerne og levere resultaterne. Når rammerne fastlægges uden reel plads til lokale valg og prioriteringer, svækkes det samarbejde, som hele modellen bygger på.

Lad mig være konkret: I nogle af de hårdest ramte områder betyder reguleringen, at én hektar med for eksempel majs i praksis udløser krav om én hektar brak. Det efterlader meget lidt rum for lokale løsninger og bliver reelt en barriere for det arbejde, vi lokalt er sat til at løse.

Mere pres på arealfonden

Hvis de kollektive løsninger skal vælges til, kræver det brugbare redskaber. Her skal Danmarks Grønne Arealfond bruges langt mere aktivt end blot til opkøb af jord til f.eks. skovrejsning.

Når landbrugsjord udtages, mister bedriften ikke bare hektar på papiret – den mister produktionsgrundlag. For mange husdyrbedrifter betyder et mindre areal i praksis færre dyr på gården og dermed lavere indtjening år efter år. Det kan en engangsbetaling pr. hektar – især hvis den ligger under markedspris – ikke rette op på.

Derfor skal fonden i højere grad bruges til at sikre, at udtaget jord i de fleste tilfælde kan erstattes: Gennem målrettede jordopkøb, jordbytte og erstatningsjord, så den enkelte landmand kan bevare sit driftsgrundlag og sit levebrød. Det er også sådan, vi skaber reel frivillighed og holder fast i opbakningen til de lokale aftaler.

Hvis reguleringen i stedet låser valgene fast med markfladeregulering, forsvinder incitamentet til kollektive løsninger. Så bliver frivillighed i praksis til tvang – og fundamentet for den lokale trepart svækkes.

Budskabet fra Herning-Ikast Landboforening er klart: Vi tager ansvar for opgaven og bakker op om den lokale trepart. Men kvælstofreguleringen skal understøtte lokale, kollektive løsninger – ikke gøre dem sværere at gennemføre.

Hvis vores lokale treparter skal lykkes i praksis, kræver det, at mål og virkemidler hænger sammen, og at der er tillid til de lokale processer. Ellers risikerer gode intentioner at ende med dårlige resultater.