JLF: Nye kvælstofregler er en bombe under den grønne trepart

Med den nyligt indgåede kvælstofaftale er der lagt op til en ny reguleringsmodel, der giver grund til alvorlig tvivl om, hvorvidt politikerne reelt står bag den grønne trepart. Kvælstofreguleringen er skruet sådan sammen, at trepartsaftalen i nogle dele af landet i praksis er sendt direkte i makulatoren. Hvorfor er det endt sådan?

De første resultater fra de indledende markplaner er kommet, og de bør give anledning til alvorlig politisk eftertanke. I flere af de oplande, hvor indsatsbehovet er størst, betyder den nye kvælstofreguleringsmodel, at én hektar majs i realiteten udløser behov for én hektar brak. Det er ikke bare urimeligt – det er systemisk forfejlet.

Konsekvensen er til at tage og føle på: Husdyrproducenter kommer til at holde nærmest krampagtigt fast i deres arealer for at kunne anvende dem som brak. Ikke fordi de ønsker det – det er der bestemt ingen i landbruget, der gør - men fordi reguleringen tvinger dem til at sikre deres bedrifters værdi her og nu.

Resultatet er, at arealer, som ellers kunne være bragt i spil til kollektive virkemidler, bliver låst fast, og det ønsker ingen – slet ikke os i landbruget, som igennem flere år har arbejdet stenhårdt på at levere på trepartsaftalen.

Dermed undergraves netop den tilgang, som alle – også aftalepartierne – ellers har talt varmt for. De arealer der kunne være omdannet til vådområder, natur og skov, forbliver altså som marker.

Var det virkelig det, man ønskede?

Frivillighed bliver til tvang

Den nye kvælstofreguleringsmodel spænder ben for arbejdet i de lokale treparter i de oplande, hvor der er størst behov for handling. Her burde vi i fællesskab arbejde med omlægning, helhedstænkning og langsigtede løsninger. I stedet efterlades de lokale aktører handlingslammede, fordi incitamenterne er fjernet, og risikoen er lagt entydigt over på den enkelte landmand.

Frivilligheden er formelt intakt – men reelt er den udhulet. Når reguleringen er indrettet sådan, at den enkelte landmand kun kan træffe beslutninger, der beskytter værdierne her og nu, så er der ikke længere tale om reelle valg. Så er der tale om tvang forklædt som frivillighed.

Det er dybt problematisk, ikke kun for landbruget, men for hele den grønne omstilling af det danske landskab. For engagement, ansvarsfølelse og vilje til at bidrage opstår ikke i et tomrum. De opstår, når der er sammenhæng mellem mål og midler – og når reguleringen opleves som rimelig, forudsigelig og meningsfuld.

Med den nuværende model har man i praksis begravet landbrugets incitament til at engagere sig aktivt i omlægningen. Omlægningsplanerne risikerer at forblive skrivebordsprojekter, mens virkeligheden på markerne går i stå.

Hvis den grønne trepart skal have nogen som helst troværdighed, er det nødvendigt, at kvælstofreguleringen gentænkes. Reguleringen skal understøtte kollektive løsninger – ikke blokere dem. Den skal skabe bevægelse i landskabet – ikke fastlåse det.

Vi i Jysk Landboforening har et klart ansvar for at sige fra, når politiske løsninger rammer så skævt, at de modarbejder deres eget formål. Det gør denne kvælstofreguleringsmodel. Og derfor er der brug for handling – nu.