Treparten skabte løsninger – fireparten må ikke blive en skueproces

Det nye regeringsgrundlag er svær læsning for dansk landbrug. Ikke fordi landbruget ikke vil forandring. Ikke fordi vi ikke anerkender behovet for grøn omstilling, rent drikkevand, bedre natur og høj dyrevelfærd. Det gør vi.

Men fordi regeringen nu lægger op til meget omfattende forandringer af et erhverv, som allerede har sat sig ved bordet, taget ansvar og leveret på nogle af de største samfundsdagsordener i nyere tid.

Når vi skærer valgkampens støj væk, står ét faktum tilbage: Landbruget har ikke meldt sig ud. Vi har meldt os ind – i klimaindsatsen, treparten og arbejdet med natur, vandmiljø og arealomlægning.

Vi ved godt, at hvis vi ikke sidder med ved bordet, risikerer vi at ende på menuen. Derfor har vi valgt ansvarlighedens vej. Men ansvarlighed kræver også, at staten og regeringen leverer deres del.

Det er her, vores panderynker bliver dybe som plovfurer. For det er ganske enkelt ikke mangel på vilje i erhvervet, der truer fremdriften. Det er mangel på politisk retningssans og sammenhæng.

Treparten skal ikke overhales af nye nationale kort

Når regeringen lægger op til nye nationale kort for drikkevand, er det svært at se det som andet end det, det i virkeligheden er: En bombe under de lokale treparter, hvor kommuner, landmænd og grønne organisationer det seneste år har arbejdet intensivt for at finde løsninger.

De lokale treparter har på ét år vist, at landmænd, kommuner og organisationer kan løfte en historisk vanskelig opgave gennem frivillige aftaler og lokal forankring. Derfor burde opgaven med ændret arealanvendelse i drikkevandsområder være forankret netop dér – ikke i nye parallelle nationale processer.

Vi har brug for koordinerede løsninger. Ikke parallelle processer, der trækker i hver sin retning.

Når regeringen nu lægger nye nationale kort og nye krav oven på et arbejde, der allerede er i gang, bringer man alle de nyligt indgåede aftaler i de lokale treparter i fare.

Griseproduktionen må ikke blive symbolpolitik

Det samme gælder griseproduktionen. Dansk griseproduktion står over for en meget alvorlig fremtid, hvis politiske ønsker omsættes til krav uden blik for økonomi, konkurrenceevne, slagterier, arbejdspladser og forbrugernes reelle valg i køledisken.

Vi anerkender fuldt ud, at samfundet ønsker udvikling. Landbruget har altid udviklet sig. Vi har investeret, tilpasset os og løftet standarderne igen og igen.

Men hvis kravene bliver så voldsomme, at produktionen flytter ud af Danmark, flytter arbejdspladserne og værdiskabelsen med. Samtidig risikerer danske fødevarer at blive erstattet af importerede varer produceret under andre vilkår. Det er ikke en grøn sejr – det er en politisk illusion.

Og det er svært at se, hvordan det gavner hverken dyrevelfærden, klimaet, forbrugerne eller Danmark. Eller Danmarks og vores venners forsyningssikkerhed i en sikkerhedspolitisk urolig tid.

Vi hilser den kommende firepart for griseproduktionen velkommen. Den vil vi gå ind i på samme måde, som vi gjorde med den nationale grønne trepart.

Derfor skal den kommende proces om griseproduktionen være reel. Ikke en skueproces. Ikke endnu en anledning til at placere landbruget i defensiven. Men en ærlig drøftelse af, hvordan vi både udvikler dyrevelfærden og bevarer en stærk dansk fødevareproduktion. Debatten forud for folketingsvalget havde ikke plads til nuancer – det håber vi inderligt, at der bliver i den kommende firepart.

Tilliden er afgørende

Midt i en altomfattende forandring af dansk landbrug er tillid helt afgørende.

Landbruget skal kunne stole på, at aftaler gælder. At staten leverer uden nølende bureaukrati, og ikke mindst: At nye krav ikke hele tiden lægges oven på gamle aftaler, før de overhovedet er gennemført.

Regeringen skal tilsvarende kunne stole på, at landbruget tager ansvar. Det har vi vist, at vi gør.

Men tillid er ikke noget, man kan kræve. Det er noget, man gør sig fortjent til. Og lige nu er der en reel risiko for, at tilliden smuldrer, fordi erhvervet igen oplever at blive gjort ansvarlig for en skiftende politisk kurs gennem årene.

Hvis regeringen mener det alvorligt, når den taler om grøn omstilling, stærke landdistrikter, danske arbejdspladser og en fortsat fødevareproduktion i Danmark, så skal det også kunne mærkes i de konkrete beslutninger.

Vi beder ikke om stilstand. Vi beder om sammenhæng. Vi beder ikke om at slippe for forandring. Vi beder om, at forandringen sker klogt, retfærdigt og med respekt for de mennesker, virksomheder og lokalsamfund, der skal bære den.

Landbruget har sat sig ved bordet. Nu er det regeringens ansvar at sikre, at bordet ikke bliver væltet.