Skat, fradrag og moms på julegaver (1)

Udgivet d. 04-12-2018

Kender du reglerne? Har du tænkt at give et gavekort til de ansatte - så læs her først!

Mange arbejdsgivere vil gerne give deres ansatte en julegave, men hvordan er det nu reglerne er i forhold til beskatning? Kan man give et gavekort?  Og er der ikke noget med nogle beløbsgrænser?

- Ved denne tid på året får vi en del henvendelser fra vores kunder om præcis de emner, fortæller Hans Arne Pedersen, der er registreret revisor og formand for skattegrupppen hos SAGRO i Esbjerg.

- Jeg har talt med et par arbejdsgivere, som egentlig havde tænkt sig at give medarbejderne et gavekort, men her er altså nogle fælder, fortæller han.

Gavekort og kontanter beskattes

Gavekort til butikker, supermarkeder osv. anses for skattepligtige, fordi gavekort sidestilles med kontanter. En ellers skattefri julegave til 800 kr. kan derfor blive skattepligtig, hvis gaven er et gavekort.

Også hvis gavekortet er til restaurationsbesøg, kro- og hotelophold, mad og drikke m.m., som medarbejderen selv kan udvælge, bliver gavekortet skattepligtigt.

SAGROs kunder er fortrinsvis landmænd, og de synes det er ”noget bøvl”, at de som arbejdsgivere er nødt til på forhånd at vælge nogle gaveartikler ud, som medarbejderne kan vælge imellem. Men det er måden at gøre det på, hvis gaven skal være skattefri, fortæller Hans Arne Pedersen.

Beløbsgrænserne

Udgiften til virksomhedens julegaver er en personaleudgift, der kan trækkes fra i skatteregnskabet.

En arbejdsgiver kan give en ansat gave for op til 1.200 kr. i 2018, uden af den ansatte skal beskattes af gavernes værdi. Hvis værdien er mere end de 1.200 kr., skal den ansatte beskattes af hele beløbet. Her tælles alle gaver med, som den ansatte har fået i løbet af året. Arbejdsgiveren kan altså godt give en julegave, der har en værdi på op til 1.200 kr. Men så skal hele beløbet beskattes, hvis arbejdsgiveren det pågældende år også har givet andre gaver.

Der er også en særlig ”800 kr.”-regel. Hvis en julegave har en værdi på højst 800 kr., skal den ansatte ikke beskattes af julegavens værdi, selvom den ansatte i løbet af året har fået gaver for mere end de 1.200 kr. Hvis arbejdsgiveren f.eks. i løbet af året har givet gaver for 400 kr., og til jul giver en gave på 800 kr., skal den ansatte ”kun” beskattes af 400 kr. Julegaven til 800 kr. er skattefri.

Julegaver til mere end 1.200 kr. er altid skattepligtige. Giver en arbejdsgiver således en julegave til mere end 1.200 kr., skal arbejdsgiveren opgive beløbet til SKAT som en del af lønnen og kan trække hele udgiften fra som driftsomkostning.

Hvad med momsen på julegaver?

Momsen af udgifter til julegaver til virksomhedens ansatte kan ikke fratrækkes i momsregnskabet. Men arbejdsgiveren har skattemæssigt fradrag, også for momsudgiften.

Julefrokost til ansatte

- Hvis du gerne vil invitere dine ansatte og måske også deres ægtefæller ud til en julefrokost med spisning og live-musik og eventuelt også efterfølgende overnatning på hotel, er der fradrag for udgiften som en personaleudgift, forklarer Hans Arne Pedersen, og fradragsretten gælder også udgiften til arbejdsgiverens egen deltagelse.

- Hvis der er ulønnede medhjælpere, er der også fradrag for udgiften til dem. Men en arbejdsgiver, som ingen ansatte har, har ikke ret til at fradrage udgiften til en julefrokost. Her er der nemlig ikke tale om en driftsudgift altså en udgift for at ”erhverve, sikre og vedligeholde” indkomsten. Hvis der deltager samarbejdspartnere i julefrokosten, skal det betragtes som repræsentation, hvor der kun er fradrag for 25 % af udgifterne, oplyser Hans Arne Pedersen.

For de ansatte er der tale om et skattefrit personalegode, når arrangementet har et rimeligt omfang og varighed. Den ansatte skal altså ikke beskattes.

Hvad med momsen ved julefrokoster?
Hvis julefrokosten holdes på en restaurant, et hotel eller andet, kan der foretages fradrag for 25 % af momsen af udgifterne til bespisning i momsregnskabet. Det gælder også for bespisningsudgifter for arbejdsgiveren og dennes ægtefælle. Derimod kan der ikke trækkes moms fra, hvis julefrokosten afholdes i virksomhedens egne lokaler. Momsen af udgifter til musik og underholdning kan ikke fratrækkes i momsregnskabet. I det omfang der ikke er fradrag for momsen i momsregnskabet, indgår momsbeløbet i den udgift, som arbejdsgiveren skattemæssigt har fradrag for.

 

Kontakt os

Få et godt råd fra en rådgiver

Hans Arne Pedersen Hans Arne Pedersen Registreret Revisor 76 60 22 41 25 57 99 50


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere