Ulvebekymring vokser – det gør behovet for regulering også

Udgivet d. 23-04-2026

Task Force Vildt samlede 70 deltagere til en alvorlig snak om udfordringerne med ulven og behovet for en grundig evaluering af ulve-minitreparten.

Ulven fylder rigtig meget, så snart man kommer en god håndfuld kilometer vest for Aarhus. Det er både mentalt og i antal. For otte år siden var der syv ulve. Ved årets udgang kan bestanden nærme sig 200 dyr, når årets hvalpe er medregnet – og det er vel at mærke kun i Jylland. Til sammenligning har Sverige på sigt fastsat et bestandsmål på cirka 170 ulve for hele landet – dvs. på et areal, der er omkring 15 gange større end Jylland.

– Vi ser et stigende antal angreb på husdyr. Det er vigtigt med tilstrækkelig kompensation, men vi får også brug for en forvaltning, der følger med bestandens udvikling. En af de beslutninger, der venter, er et egentligt bestandsmål for ulven, sagde Sven Joensen, formand for Familielandbruget VEST-Jylland og næstformand i netværket Task Force Vildt.

Mødet blev afholdt i SAGROs hus i Holstebro med deltagelse af omkring 70 husdyrejere – fåre-, kvæg- og hestefolk fra det meste af Jylland. Formålet var at samle erfaringer forud for evalueringen af ministerens ulve-minitrepart til sommer.

Indberet alt

Erik Poulsen, politisk rådgiver i Fjordland, opfordrede til at registrere alle hændelser:

– Meld alle angreb og gener fra ulven. Også kvæg, heste og hunde angribes, og dyrene stresses, når ulve færdes tæt på indhegningerne. Det er vigtigt for at sikre et opdateret datagrundlag til de politiske beslutninger. Så meld alle hændelser til Naturstyrelsen, sagde han.

Det er fortsat primært får, der rammes af angreb, men der er stigende grad dokumenterede angreb på kalve, køer, heste og geder. Blandt deltagerne var der tydelig frustration – både over dokumentationskravene og hensynet til dyrevelfærden.

– Vi stopper ikke vores arbejde med ulven i Task Force Vildt, bare fordi der måske kan komme bedre kompensation og tilskud til hegn. Vi vil også have ret til at forsvare vores dyr, og selv om det er et langt, sejt træk, så er det vigtigt, at der nu også reelt er åbent for regulering af ulve, der angriber husdyr, sagde Erik Poulsen.

Task Force Vildt er et samarbejde mellem flere landboforeninger og en familielandbrugsforening, der arbejder for at synliggøre de udfordringer, landmænd oplever med skadevoldende vildt, og bringe deres erfaringer ind i den politiske debat og relevante fora.

Et af de sidstnævnte er ulve-minitreparten, som skal evalueres til sommer.

– Meget er gået i stå, mens vi venter på en ny regering. Men når evalueringen kommer, vil vi arbejde for både mere retvisende kompensation og et fast bestandsmål. Ulven er kommet for at blive, men det ændrer ikke på, at vi, der lever og arbejder tæt på ulven, også skal kunne drive vores erhverv. Derfor er det enormt vigtigt, at husdyrholdere melder alle hændelser ind til Naturstyrelsens ulvekonsulent – også hvor man bare har en mistanke, lød det fra Sven Joensen.

Hændelser kan rapportens på telefon 30 34 15 30 til Naturstyrelsens ulvetelefon. Den har åbent alle dage kl. 8.00 -16.00. Uden for det tidsrum vil man blive stillet videre til en telefonsvarer, hvor man kan få rådgivning om, hvordan man håndterer kadavere m.m.

Kontakt os

Få et godt råd fra en rådgiver

Emil Neidhardt Emil Neidhardt Naturrådgiver 76602165 29251857


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere