Respekt varmer

Udgivet d. 12-02-2019

Formanden for Sydvestjysk Landboforening roser Varde Kommune: "Landbrugsmøderne signalerer, at kommunen ser og respekterer vores erhverv, og for landmændene betyder møderne, at de pludselig får ejerskab til deres egen kommune."

Niels Laursen, formand for Sydvestjysk Landboforening, skriver:

Som gruppe er vi bønder for få til med magt at få vores vilje, hvis vi møder politisk modstand og ideologisk modvilje. Gensidig respekt er et meget stærkere udgangspunkt.

Derfor bliver jeg glad, når en vigtig alliancepartner helt af egen drift byder landbruget op til dialog. For mig er det noget ganske særligt, at alle landmænd i Varde Kommune nu to gange på et år er blevet inviteret til et vinterarrangement, som kommunen er vært for.

Ved det første landbrugsmøde i Varde stod den på stegt flæsk og persillesovs, og 80 landmænd deltog. De fik gode, inspirerende og vedkommende indlæg med relation til erhvervet. Her i efteråret kom en ny invitation, og denne gang trak det 250 landmænd.

Det lykkes Varde Kommune at skabe en stemning til møderne, der kan minde om et åbent hus hos den lokale smed eller maskinforretning. En god gammeldags forsamlingshusstemning. Man mærker, at her handler det om det nære.

Et fast punkt er kåringen af årets unge Varde-landmand, og en anden landmand får en iværksætter- og udviklingspris. En klar besked om, at Varde Kommune støtter op om vækst i landbruget.

Ideen til at samle landmændene er opstået på rådhuset, og det siger noget om klimaet og holdningen til erhvervet, at ideen ikke blev skudt ned længe inden gennemførelsen.

Landbrugsmøderne signalerer, at kommunen ser og respekterer vores erhverv, og for landmændene betyder møderne, at de pludselig får ejerskab til deres egen kommune.

Vi skal huske, at kommunen ikke er de politikere og embedsmænd, der er sat til at passe butikken. Kommunen er først og fremmest de borgere, der bor i den. 

Sådan en aften glider kommunens rolle som myndighed og kontrollant lidt i baggrunden - og i stedet træder en samarbejdspartner frem. Det er jo ligefrem smukt, og det ville klinge hult, hvis ikke det blev fulgt op af handling. Men det er faktisk tilfældet. I Sydvestjysk Landboforening oplever vi, at Varde Kommune tager os med på råd, og der er skabt en stærk tradition for gensidig orientering. Det virker stærkt konflikt-nedtrappende.

Er der formaliserede møder mellem Varde Kommune og landbruget, så er det typisk borgmesteren selv og hele teknik- og miljøudvalget, der stiller op. Det viser et engagement og en reel interesse, som jeg tror landmænd i mange andre kommuner må misunde.

17 procent af alle Varde kommunes arbejdspladser er relateret til landbrug og fødevarer, men kommuner, hvor landbruget måske ikke fylder så meget, har et lige så stort behov for at bakke op om erhvervet og at give landmænd et tilhørsforhold til deres egen kommune. 

Og nu vi er ved de gode ideer.

Esbjerg Kommune fortjener ros for at have skabt en supereffektiv platform for indberetning af problemer i vandløb. Alt foregår på en app, og med få tast på din smartphone kan du sende din besked med billede og præcis GPS-koordinat til kommunen. Oven i købet får du hurtigt en tilbagemelding med besked om, hvordan og hvornår kommunen tager sig af det.

Hvem har ikke prøvet at bruge tid på at skulle forklare nøjagtigt hvor i vandløbet, et konkret problem befinder sig? Det har tit resulteret i diskussioner og flere opkald, og sendt både åmænd og landmænd ud på besigtigelser. Nu vil det sjældent være nødvendigt.

Niels Laursen, formand for Sydvestjysk Landboforening.


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere