Det er nu, I skal i marken

Udgivet d. 20-03-2020

SAGROs planterådgivere opfordrer til at få et overblik efter en ekstrem vinter – og det er vigtigere end nogensinde

- Det gror jo helt sindssygt derude, siger planterådgiver Christina Skelmose Jørgensen, efter at hun har besøgt en række marker med vintersæd og græs omkring Esbjerg og Varde.

Alle de overvintrende afgrøder som vinterraps, vinterkorn og græs står på markerne og nærmest råber på gødning.

- Nogle steder kan man se, at markerne er helt gule, fordi de mangler næring. Det hænger jo også sammen med at der efter en nedbørsrig vinter ikke er meget tilbage for planterne at hente i jordens kvælstofpulje og dermed ikke meget for planterne at vokse af, siger hun.

Hendes opfordring er derfor at komme ud med gylle og gødning nu, de steder markerne kan bære. Et par dage med varslet nattefrost kan blive en hjælp for de morgenfriske, der kan få en mulighed for at komme ud på arealer, som ellers er vanskelige at køre på.

- Det gælder både græs- og vintersædsmarkerne, siger hun.

Det er også allerede nu vigtigt at få set på behovet for ukrudtssprøjtning, for der er virkelig også god vækst i ukrudtet i vintersædsmarkerne.

- Mange fik jo ikke sprøjtet i efteråret på grund af nedbørsmængderne, så der skal også snart ske noget, formentlig med en bredere løsning end hvis det er sprøjtet i efteråret, siger hun.

Så om, hvor det lønner sig

En del landmænd, der har haft oversvømmede marker, oplever også, at de bliver nødt til at så om med vårsæd, der hvor vintersæden ikke har overlevet.

Det er dog typisk kun lønsomt på områder i markerne, der er over 100 kvadratmeter, da udgifterne ellers bliver for høje i forhold til det mulige udbytte.

Vigtigere end nogensinde

Afdelingsleder salgsafgrøder Christian Hansen påpeger, at det er vigtigere end nogensinde at kende næringsindholdet i den gylle, der skal køres ud, og han opfordrer derfor til at få tage gylleanalyser, så gødskningen sker på et oplyst grundlag ud fra markernes behov for kvælstof.

De store regnmængder har nemlig også fortyndet gyllen meget, så det er vigtigt at kende næringsindholdet for efterfølgende at kunne vurdere, hvad afgrøderne skal have af supplerende gødskning med kvælstof, fosfor og kalium, siger han. Siden kan man så dosere handelsgødningen efter planternes behov.

De længere soldage betyder også, at det er nu, der skal vurderes på, hvordan og hvornår, der skal behandles med glyhposfat.

- Det er jo nu inden for de næste dage og uger, at der skal træffes vigtige beslutninger, siger Christian Hansen, der oplever en usvækket interesse for at få markbesøg i coronaens skygge.

- Vi iagttager naturligvis alle de sikkerhedsregler, som vi skal, og det er landmændene også trygge ved, siger han.

Hvedemarken på lerjord er fra Holstebro-området. Er sået i vandmættet jord, så der har været et dårligt såbed, hvilket resulterer i, at mange af planterne kun har et eller to skud. Marken skal have gylle inden for de næste par uger.

Vinterbyggen her mangler tydeligvis kvælstof og næring. En del blade er visnet, og næringsstofferne samles i de stadig friske blade. Det er blandt andet de enorme mængder regnmængder, der har udvasket jorden, så der ikke er kvælstof tilbage.

Ukrudtet her er blandt andet agerstedmor, enårig rapgræs, hyrdetaske, vindaks og ærenpris. Andre steder er observeret kornblomst, hejrenæb, storkenæb og fuglegræs også.


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere